Det er med glæde, spænding og store forventninger, at det danske cykellandshold under navnet Team PostNord Danmark onsdag stiller til start i Danmarks største cykelløb.
Landstræner Anders Lund har nemlig haft muligheden for at sammensætte et slagkraftigt mandskab, der med toprytterne Mads Pedersen og Christopher Juul-Jensen er blandt favoritterne til den samlede sejr.
De to ryttere har været med til at skabe et indtil videre forrygende dansk cykelår, og det gør det så meget desto vigtigere at levere på hjemmebanen, fortæller landstræner Anders Lund.
- Det er absolut et af højdepunkterne i vores kalender. Vi har også et europamesterskab og verdensmesterskab efterfølgende, men at køre sådan et etapeløb her på hjemmebane med sådan et fantastisk hold, det bliver rigtig fedt, siger Anders Lund.
Går efter topresultatet
Trek-Segafredo-rytteren Mads Pedersen er forsvarende mester i PostNord Danmark Rundt og leverede karrierens største resultat, da han blev nummer to i forårsklassikeren Flandern Rundt i april. Christopher Juul-Jensen, der normalt kører for Mitchelton–Scott, vandt Danmark Rundt tilbage i 2015.
Begge ryttere er ifølge landstræneren meget motiverede og går ind til løbet efter at have haft god tid til at forberede sig. Derfor er der også høje forventninger.
- Vi har nogle ryttere, som vi godt kan være bekendt at præsentere som nogle, vi tror på til en samlet toppræstation.
- Vi betragter det ikke som et træningsløb. Vi går benhårdt efter at lave et godt resultat, men jeg vil ikke sige, at det er en kæmpe fiasko, hvis vi ikke vinder, siger Anders Lund.
Med to sidestillede kaptajner er aftalen på holdet, at de begge får muligheden, indtil den ene har vist sig stærkere, og klassementet har sat sig.
Og den løsning er landstræneren ganske tryg ved, og han forventer fuld opbakning, uanset hvem der skal køres for til slut.
- De kender og respekterer hinanden og er begge nogle gode fyre, der godt kan styre deres egoer i sådan nogle situationer, siger Anders Lund.
Danske rytteres Tour de France
Som landstræner giver PostNord Danmark Rundt ham også gode muligheder for at holde øje med andre danske ryttere, der vil give landsholdet hård kamp.
- Der er flere stærke danske continentalhold, som har forberedt sig rigtig godt til løbet. Det er jo deres Tour de France, og de kommer topmotiverede og bliver også en faktor i at lave det overraskende, siger Anders Lund.
Generelt er PostNord Danmark Rundt noget, som landstræneren glæder sig rigtig meget til.
- Det er et fantastisk cykelløb at være en del af. Det er fantastisk at komme hjem og mærke, at folk lever videre i deres Tour-stemning med store byarrangementer og store publikumsskarer, siger Anders Lund.
PostNord Danmark Rundt afholdes fra den 1. til den 5. august. Alle etaper kan ses fra start til slut på DR 1.