Lasse Norman så kun fremad: ’En god ven råbte kør, kør, kør!”

Lasse Norman Hansen snød sprinterne og tog førertrøjen på åbningsetapen i PostNord Danmark Rundt med et kraftfuldt angreb.

Meget kan ændre sig på en enkelt kilometer. Det kan Lasse Norman Hansen i høj grad skrive under på. Han har været igennem en svær sæson, hvor alt ikke har spillet og resultaterne er udeblevet.

Men med en enkelt kilometer tilbage på 1. etape af PostNord Danmark Rundt angreb den danske Aque Blue Sport-rytter fra spids i feltet, og en kilometer senere havde han både vundet etapen og taget førertrøjen.

- Jeg oplever egentlig ikke noget den sidste kilometer. Jeg får et tilråb fra en rigtig god ven, som egentlig bare råber ’kør, kør, kør’, og så kører jeg selvfølgelig alt, hvad jeg kan. Jeg har fået et lille hul, og derfra kigger jeg mig egentlig ikke tilbage, forklarer Lasse Norman Hansen.

- Jeg vidste, at jeg skulle lægge det hele ude på vejen for at holde hjem. Det var lige til øllet, siger han.

Det er blot danskerens anden sejr i denne sæson, der har været præget af mange løb, hvor han ikke har gennemført. Derfor er dagens etapesejr også en befrielse.

- Det føles helt fantastisk. Jeg har arbejdet rigtig hårdt for det her, så det betyder virkelig meget for mig, at det lykkes, siger Lasse Norman Hansen.

- Jeg har ikke været særlig godt kørende i den her sæson siden januar, så jeg har arbejdet rigtig hårdt over sommeren. At det allerede betaler sig nu, er jeg virkelig glad for, forklarer han.

Kan Lasse Norman Hansen så vinde løbet samlet? Han har en glimrende evne på enkeltstart, så det hele bliver formentlig afgjort for ham torsdag, hvor feltet rammer kongeetapen i Vejle, som ikke passer ham.

- I morgen er en rigtig hård dag, hvor vi skal ud og levere et godt holdarbejde igen for at kunne forblive i klassementet. Men hvis jeg holder mig fremme der, så satser jeg på, at min enkeltstart kan holde mig helt inde i kampen, siger Lasse Norman Hansen.

Du kan se alle etaper i løbet, der varer indtil søndag, i fuld længde på DR1.