Et af verdens stærkeste hold, Team Sky, har meldt deres ankomst til Post Danmark Rundt. Team Sky skal køre det danske etapeløb, som de ikke har kørt siden 2011, hvor de vandt løbet.
- Det er et godt løb, og vi har ikke været der i nogle år. Det første år, vi kørte det, lykkedes det os at vinde, så hvorfor ikke? Jeg har gjort alt, hvad jeg kunne for, at vi kunne komme til at køre i Danmark, siger Carsten Jeppesen, der er teknisk direktør hos Team Sky, til DR Sporten.
Det var australske Simon Gerrans, der vandt løbet for Sky i 2011, og ifølge Carsten Jeppesen vil man gå efter sejren igen i 2015.
- Vi kører alle løb for at vinde, det lykkes desværre ikke altid, men vi kommer også til Danmark for at prøve at vinde, siger Jeppesen, mens holdets norske sportsdirektør, Kurt-Asle Arvesen, bedyrer, at man vil stille med et stærkt hold.
- Vi kommer til at stille med et stærkt hold, vi har en stærk trup, så uanset hvem vi kommer med, kommer vi med et stærkt hold, siger Arvesen til DR Sporten.
Prikken over i'et
Hos løbsdirektør Jesper Worre er der tilfredshed med, at Team Sky skal køre på de danske landeveje i august.
- Aftalen med Team Sky sætter prikken over i'et i vores stærke felt. Vi har i jubilæumsudgaven valgt at have hele 18 teams med, og det er første gang, at vi har så stort et felt. At det lykkedes at få Team Sky med glæder mig enormt, ikke mindst fordi de har lovet at komme med et stærkt hold, lyder det fra løbsdirektør Jesper Worre i en pressemeddelelse.
Post Danmark Rundt køres fra 4. til 8. august med start i Struer og afslutning på Frederiksberg.