Optakt til 1. etape: Danskere med blod på tanden

DR Sportens cykelkommentator Henrik Liniger ser frem mod 1. etape af Post Danmark Rundt.

Team Cult Energy er ét af de hold, der kan komme til at præge Post Danmark Rundt. (Foto: © THOMAS SJØRUP, Scanpix)

Post Danmark Rundt begynder med det, der i folkemunde kaldes ”sidevindsetapen”, idet løbet ofte indledes med en tur langs en forblæst jysk kyst, i dette tilfælde Vestkysten.

Vejrudsigterne tyder dog på, at etapen i år bliver temmelig rolig på vindfronten, der skulle kun komme lidt vind fra den på disse kanter ret sjældne sydlige retning. Det giver feltet let modvind på de ca. 50 kilometer på Vestkysten fra Ferring til Søndervig.

Der skulle dog også komme en del regn på ruten, og det kan jo som bekendt give rytterne vanskeligheder.

Alt tyder dog på, at 1. etape bliver en sag for sprinterne. Og det vil ikke være usædvanligt, hvis løbet skal afgøres i en spurt i Holstebro. Fire gange i løbets første 25 år har en etape haft mål i Holstebro, og alle gangene har en sprinter taget sejren:

1988: Urs Freuler, Schweiz

1995: Nicola Minali, Italien

2008: Guillermo Buongiorno, Italien

2010: Matt Goss, Australien

Med andre ord er det aldrig lykkedes en dansker at vinde i Holstebro, og det må give blod på tanden for danske ryttere med fart i benene at kunne komme i historiebøgerne med en sejr her.

Kystkørsel og gedigne stigninger

Mens Holstebro med fire målstreger og tre etapestarter er velkendt land for Post Danmark Rundt, så er Struer en ny destination for løbet. Aldrig tidligere har der været etapestart – eller mål – i den nordvestjyske fjordby, men det er der i dag klokken 12.30.

De 178 kilometer byder ud over kystkørsel også på et par gedigne stigninger omkring Lemvig på etapens første del, og de kan være affyringsrampen for et udbrud.

Via Ringkøbing, Spjald og Ørnhøj kommer feltet ind til rundstrækningen i Holstebro på 4,8 kilometer, der skal køres tre gange inden vinderen er fundet på Nørrebrogade ved Musikteatret med forventet opløb ca. kl. 16.45.

Der sættes også gang i både point- og bakkekonkurrencen: Der er bonusspurter i Spjald og Sørvad, mens der er bakkespurter nær Lemvig og Ørnhøj.

Der er bonussekunder at hente i pointspurterne, men med 10 sekunders bonus til vinderen tyder meget på, at sejrherren på etapen også vil kunne trække i løbets gule førertrøje.