46-årige Lars Michaelsen har det som blommen i et æg som sportsdirektør for det russiske cykelhold Tinkoff-Saxo og har derfor forlænget kontrakten til udgangen af 2016.
- Vi har et godt fællesskab og et rigtigt godt team. Jeg kan lide mit arbejde. Om chefen hedder Oleg Tinkov eller Bjarne Riis, det må jeg prøve at forholde mig til, men jeg forsøger at yde mit bedste for holdet, siger Lars Michaelsen, der ikke vil kalde sig selv revolutionær.
- Jeg har ikke valgt at tage de helt store ambitiøse tiltag i min karriere som sportsdirektør, men jeg vinder mine cykelløb med holdet rundt omkring. Jeg hygger mig med det. Jeg synes, det er spændende og der er en stimulans i det, som jeg forsøger at give videre til rytterne.
Tinkoff-Saxo siger efter sæsonen farvel til flere ryttere på holdet. Heriblandt Christopher Juul-Jensen, der ligger lunt i svinget til at vinde Post Danmark Rundt.
- 75 procent af holdet forbliver det samme. Så sker der en udskiftning. Det er helt naturligt. Der er nogle ryttere, der skal prøve noget nyt, og så må vi se, om vi eksempelvis kan erstatte en type som Christopher Juul-Jensen.