I dag er ruten for det kommende PostNord Danmark Rundt blevet afsløret. I 2017-udgaven skal rytterne ud på en rute, der både byder på markante ændringer, men også gamle travere.
En rute som DR Sportens cykelkommentator, Henrik Liniger, overordnet set, synes er god.
- Ud fra det muliges kunst synes jeg egentlig, at man har forsøgt at udnytte landet så godt som muligt. Der er hårde udfordringer på alle etaper, og jeg synes, at man har forsøgt at finde de stigninger man kan, nu når vi ikke har bjerge.
Samtidig understreger han, at man fra arrangørernes side har lagt ruten således, at den kommer til at fremstå utroligt flot.
- Vi skal jo også huske, at der er en æstetisk del af det her løb. Vi skal se Danmark fra oven, fra landevejen og på TV. Der har man fundet nogle virkelig flotte steder, der synes jeg, at man har forsøgt at sige: det her er også noget, der vil kunne bruges til at vise hvor pænt et land vi bor i.
Afgørelsen falder hvor den plejer
Selvom der ændringer på årets rute, så er der stadig gensyn med en gammel kending. Den berømte, og berygtede, Kiddesvej i Vejle er nemlig endnu engang på ruten.
Bakken der stiger hele 21 % udgør en del af afslutningen på det, som arrangørerne kalder kongeetapen.
- Midt i løbet på tredje etape ligger Vejle-etapen, som er den samme etape man har været vant til at se, hvert fald afslutningsmæssigt. Jeg tror, at afgørelsen skal findes hvor den plejer, nemlig på Vejle-etapen og på enkeltstarten.
Årets enkeltstart ligger på næstsidste etape, hvor rytterne skal køre over 20 km. i Randers. Det er en lang enkeltstart, hvilket kommer til at have afgørende indflydelse på resultatet, mener Henrik Liniger.
Spændende afslutning i Aarhus
Den helt store forskel i år er, at afslutningen på løbet er i Aarhus. Normalt sluttes løbet altid i på Frederiksberg, men fordi den jyske hovedstad er Europæisk Kulturhovedstad i 2017, har man valgt at slutte løbet der.
Det betyder samtidig, at der er lagt op til en væsentligt hårdere sidste etape, end man er vant til.
- Det er en væsentligt forskel, fordi man ikke har det flade stykke, som man har uanset, hvilken vej man kommer ind mod København.
- Det vil være et meget mere træt felt, der kommer ind og det vil blive et hårdere cykelløb, der vil ikke blive tale om paradekørsel.
Derfor tror han heller ikke, at årets løb nødvendigvis slutter med en traditionel massespurt.
- Jeg tvivler på, at det blive et helt samlet felt, der kommer til mål. Jeg vil sige, at jeg vil blive skuffet, hvis ikke Aarhus-etapen kommer til at byde på ret store overraskelser i løbet.
Og den ændrede start og slutning har ikke kun givet en mere kuperet afslutning, det har faktisk også givet en hårdere begyndelse
- Første etape plejer man jo at køre i den flade Vestjylland og sidste etape, men nu er der altså kuperede strækning på første etape ud mod Kalundborg og på sidste etape ind mod Aarhus, og det gør, alt andet lige, at det bliver et andet cykelløb.
Savner ændringer
Selvom Henrik Liniger synes, at der er lagt op til et spændende og, ikke mindst, flot løb. Så er der stadig steder, hvor ruten kunne have været forbedret.
- Jeg havde håbet, at man var kommet over Storebæltsbroen. Det havde været spektakulært, men det gør man så ikke.
Den mere kuperede indgang til afslutningen er positivt, men han savner, at opløbsstrækningen blev placeret mere centralt.
- Jeg havde også håbet, at man havde lagt opløbsstrækningen helt inde i Aarhus Centrum, for eksempel på Frederiks Allé eller ved Rådhuset. Men der har man i stedet valgt at bibeholde Tangkrogen, som man plejer.
PostNord Danmark Rundt starter 12. september og bliver igen i år sendt på DR1.