Den 28. udgave af cykelløbet PostNord Danmark Rundt køres fra 1. til 5. august 2018.
For 22. gang afsluttes løbet på Frederiksberg, og rytterne skal i alt tilbagelægge 785 kilometer på de fem etaper.
Her er en oversigt over etaperne med en kort kommentar fra løbsdirektør Jesper Worre til hver enkelt etape:
1. etape (Aalborg-Aalborg - 216,6 kilometer)
Jesper Worre: - 1. etape med start og mål i Aalborg er lang og åben, og med mulighed for god vestenvind.
2. etape (Viborg-Vejle - 180,5 kilometer)
Jesper Worre: - 2. etape, kongeetapen fra Viborg til Vejle, er lige så hård som de sidste par år, og den bliver uden tvivl igen afgørende for det samlede klassement.
3. etape (Næstved-Vordingborg - 174,5 kilometer)
Jesper Worre: - 3. etape fra Næstved til Vordingborg køres i varieret terræn med mange små og kringlede veje. Blandt andet venter der rytterne en fire kilometer lang grusvej op forbi GeoCenter Møns Klint. Det bliver vildt og underholdende at følge.
4. etape (Enkeltstart i Nykøbing Falster - 19,1 kilometer)
Jesper Worre: - Enkeltstarten på Falster er helt flad og relativt lang. Den ligger til specialisterne.
5. etape (Faxe-Frederiksberg - 194,2 kilometer)
Jesper Worre: - Endelig byder 5. og sidste etape på en fantastisk smuk rute med start i Faxe, der er med som startby for første gang i løbets historie. Fra Faxe skal rytterne blandt andet omkring Stevns Klint, inden der afsluttes med de traditionsrige 10 omgange på Frederiksberg.
Kilder: PostNord Danmark Rundt og Danmarks Cykle Union