Mørkøvs holdkammerat vinder 18. etape i Giroen

Maximilian Schachmann var stærkest og vandt, da 18. etape i Giroen blev afgjort på en stigning til sidst.

Rytterne ved starten af 18. etape. (Foto: © LUK BENIES, Scanpix)

Quick-Step kunne torsdag fejre holdets femte etapesejr i dette års udgave af Giro d'Italia.

På 18. etape, der sluttede på en stigning, var Maximilian Schachmann stærkest, og han kørte over målstregen med god afstand til Ruben Plaza (Israel Cycling Academy) og Mattia Cattaneo (Androni-Sidermec).

Dermed var der dobbelttriumf onsdag og torsdag, da holdets italienske sprinter Elia Viviani onsdag vandt sin fjerde etapesejr i årets Giro.

Torsdag var første skud i bøssen i den sidste kamp om den samlede sejr, og det var den første af tre etaper i Alperne.

Rytterne skulle ud på i alt 196 km fra Abbiategrasso til Prato, hvor det hele blev afgjort på en kategori-1-stigning op til målet i Prato Nevoso til sidst.

Der var gang i to cykelløb, da 12 ryttere sad helt alene i front inden stigningen og havde lidt under et kvarters forspring til feltet med favoritterne.

I gruppen sad blandt andre Michael Mørkøv (Quick-Step).

19 kilometer før mål kørte Trek-rytteren Boy van Poppel væk fra frontgruppen og sad alene fremme med 30 sekunders forspring inde på stigningen.

Med Mørkøv i front blev van Poppel kørt ind med 12 kilometer igen, og gruppen blev splittet på stigningen. Mørkøv holdt i begyndelsen fast blandt de forreste og arbejdede for holdkammeraten Maximilian Schachmann.

Med fem kilometer igen sad Schachmann alene fremme med Mattia Cattaneo, mens de havde ryttere lige bag sig.

Inde på den sidste kilometer angreb Cattaneo flere gange for at komme af med Schachmann, men det lykkedes ikke og Ruben Plaza kom tilbage til de to, men Schachmann var urørlig til sidst.

/ritzau/