Mørkøv skal være chef for sine tidligere landsholdskolleger: 'En speciel situation'

Dansk Cykle Union er dog langt fra bekymret over, at den nye landstræner aldrig har arbejdet med faget før.

DCU har siden foråret haft en aftale med Michael Mørkøv. (Foto: © René Schütze/Fotograf René Schütze/Ritzau Scanpix)

Dansk Cykle Union, DCU, var aldrig rigtig i tvivl.

Michael Mørkøv blev hurtigt kørt i stilling som ny landstræner, da Anders Lund sagde op tidligere i år, forklarer elitechef Morten Bennekou.

Også selvom den dobbelte OL-medaljevinder ingen erfaring har som træner, når han fra den 1. januar 2025 tiltræder i sit nye job.

- Det er noget, vi er opmærksomme på i Michaels tilfælde, men det er ikke noget, der bekymrer mig, siger Morten Bennekou til DR Sporten.

- Michael er ny som træner, og derfor er der nogle ting, han ikke har erfaring med endnu, men heldigvis er vi flere i DCU med erfaring, så det kommer vi til at hjælpe ham med.

Michael Mørkøv og Niklas Larsen vandt OL-bronze i parløb ved sommerens lege i Paris. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Naturlig distance til holdkammeraterne

Årsagen til, at Michael Mørkøv blev valgt skal blandt andet findes i hans erfaring som landevejs- og banerytter har opnået en stor taktisk forståelse og viden, som Morten Bennekou vurderer vil kunne rykke dansk cykling.

Nogle af de ryttere, som Michael Mørkøv skal vælge og vrage imellem, har han dog selv været kollega med i sin tid som aktiv. Han har kørt i samme felt med dem i verdens største cykelløb de seneste mange år, ligesom de også har været holdkammerater på det danske landshold.

- Det er rigtigt, at det er en speciel situation, at han overgår fra at være kollega til at være chef for de samme kollegaer, siger Morten Bennekou.

- Det bekymrer mig ikke, men det er noget, vi og omgivelserne skal forholde os til. At han nu er ham, der udtager rytterne.

Hovedpersonen ser heller ikke sin manglende trænererfaring eller overgangen fra kammerat til chef som et problem. Som følge af sine 39 leveår har Michael Mørkøv haft en naturlig distance til sine holdkammerater, der tilhører en ny generation, forklarer han.

- I og med at det her er et landshold, hvor man kun mødes et par gange om året, så kommer der ligesom noget afstand. Og så kan man også sige, at jeg de seneste mange år på landsholdet alligevel har kørt som en noget ældre rytter end mange af de andre, siger den kommende landstræner.

Fra højre: Michael Mørkøv side om side med Mads Pedersen, Jonas Vingegaard og Mattias Skejlmose under sidste års Tour de France. (Foto: © Thomas Samson, Ritzau Scanpix)

Derfor er han heller ikke nervøs ved tanken om, at han i det nye år får ansvaret for landsholdet og vil stå med sidste stemme i hårde og vigtige beslutninger omkring hans tidligere landsholdskammerater.

- I cykelsport vokser man op med, at der er fravalg og tilvalg, og min erfaring siger mig, at vi alle kender spillets regler. Jeg ved også, at alle de ryttere, jeg kommer til at arbejde med, ved, at de er med, når de er bedst, og når de ikke er, så kan det godt være, at de ikke er med, siger Michael Mørkøv.

Astana-rytteren er meget ydmyg omkring, at han starter fra bar bund i trænerfaget og håber på at kunne gentage Anders Lunds bedrift, da den afgående landstræner på samme måde tiltrådte uden erfaring i 2015.

- Det er ofte sådan, at det ofte foregår i cykling. Jeg håber på, at jeg kan trække på Anders et godt stykke tid i fremtiden. Så tror jeg nok, at jeg skal lære de ting, som man skal kunne for at bestride det job, siger Michael Mørkøv.