I undersøgelsesgruppen, der har stået bag rapporten om doping i dansk cykelsport i årene 1998 til 2015, mener man ikke, at den lange tilblivelsesproces på to et halvt år har skadet mulighederne for at få straffet nogle af dopingsynderne.
Selvom flere ryttere og ledere står frem og indrømmer dopingforseelser, så er de alle som en straffri, da deres overtrædelser alle ligger mere end otte år tilbage i tiden og dermed falder for forældelsesfristen.
Morten Mølholm, der er direktør i Danmarks Idrætsforbund og har været en del af undersøgelsesgruppen, afviser, at gruppen ved at arbejde hurtigere, kunne have bragt flere syndere for en sportsdomstol.
- Om vi havde arbejdet fire måneder eller et år hurtigere, havde ikke gjort, at man havde fanget flere, siger han.
Til gengæld medgiver han, at man i det danske antidopingarbejde tidligere kunne have sat en større undersøgelse i værk i forsøget på at optrævle det systematiske snyd med medikamenter, som foregik overalt.
- Kunne vi have gjort det her på et tidligere tidspunkt? Ja, det kunne man, men man lavede ikke undersøgelser dengang. Man beroede kun på positive dopingprøver. Hvis man fik en positiv prøve, så havde man en sag.
- Det man godt kunne have gjort, det var at bygge sager op baseret på interview og udsagn fra folk, som vi har gjort nu. Og det kunne man godt dømme folk på eller vise, at nogen har gjort noget galt.
Forældelsesfrist har været afgørende
Kunne man have fået folk dømt, hvis man var gået i gang med det her for fem - seks år siden?
- Måske. For det kan være, at en række af de udtalelser vi har fået, er kommet, fordi forældelsesfristen var overskredet. Man kan ikke vide det, men det er en mulighed, siger Morten Mølholm.
Ifølge chefredaktør på BT, Olav Skaaning Andersen, der også stod bag den første dopingafsløring af Bjarne Riis i tv-dokumentaren 'Tavshedens Pris', har forældelsesfristen formentlig været helt afgørende for, at undersøgelsesgruppen overhovedet har fået folk i tale.
- Det har været en fordel, at der ikke har været hårde sanktioner, for så får man mere af sandheden frem. Og det er vigtigt at få historien fortalt, så vi kan lære af den, siger han.
Selvom Morten Mølholm erkender, at Anti Doping Danmarks undersøgelse kommer sent, så mener han alligevel langt fra, at arbejdet er spildt.
- Helt ærligt, så tror jeg faktisk at folk er overraskede over, hvor langt vi er kommet. Både med konkrete nyheder, som man har brugt år på at afdække i nyhederne, men også med at afdække, hvor udbredt dopingmisbrug har været i dansk cykelsport.
- Der er kommet nogle ting frem her, som også fremadrettet vil præge dansk cykelsport, siger Morten Mølholm.