Massør: Riis var fyldt med doping

Vi har hørt det før - Bjarne Riis var fyldt med doping i 1996 - men denne gang er det den daværende Team Telekom-massør Jef D'hont, som siger det til belgisk tv.

Bjarne Riis var ifølge Team Telekoms daværende massør Jef D'hont fyldt med doping i 1996. (Foto: © Patrick Kovarik, Scanpix)

Vi har hørt det før, og denne gang kommer udtalelsen fra belgiske Jef D'hont, der var massør på Team Telekom-mandskabet tilbage i 1996 - det år Bjarne Riis vandt Tour de France.

I et belgisk tv-program fortæller Jef D'hont, hvordan epo blev en del af cykelsporten, og hvordan det gjorde ørnen fra Herning flyvefærdig.

- Det var Tourens sidste uge, og Riis begyndte at fejle alt mulig. Han fik gigt alle vegne. Han kunne næsten ikke bevæge sine hænder og fødder mere, fortæller Jef D'hont, hvorefter han bliver spurgt:

- Og det skyldtes brug af epo?

- Ja, mest epo. Måske også andet, men det ved jeg ikke, svarer Jef D'hont.

- Han var altså proppet med doping?

- Ja, proppet. lyder svaret.

Jef D'hont har ikke tidligere udtalt sig offentligt om brugen af ulovlige midler inden for cykelsporten, men han har måttet kæmpe med sine egne doping-spøgelser.

Mørk fortid

I midten og i slutningen af 90'erne fandt to DR-journalister således brugte sprøjter og doping - heriblandt epo på hans hotelværelse.

I tv-programmet hævder Jef D'hont også, at Bjarne Riis under Tour de France i 1996 havde en usædvanlig høj hæmatokritværdi, hvilket indikerer brug af det forbudte stof. 

- En gang under Touren var hans hæmatokritværdi 64. Så sagde jeg til ham, at han skulle passe på. Han fik gigt af epo, og hvad han ellers tog, fortæller Jef D'hont.

Bjarne Riis blev kaldt “hr. 60 procent” med hentydning til hans hæmatokritværdi.

Massøren fortæller, at Uwe Ampler var den første på Team Telekom som brugte epo, og da de gode resultater fulgte lige i kølvandet, så begyndte epo-æraen.

- Rytterne spurgte selv om epo, og så sørgede vores læger fra universitetet i Freiburg for, at de fik det, siger Jef D'hont.

Riis ryster på hovedet

Bjarne Riis har ikke meget til overs for Jef D'honts anklager.

- Jeg har aldrig haft et tæt forhold til Jef D'hont, og de påstande, han fremsætter, har han ikke belæg for. Der vil altid være nogen, der forsøger at slå mønt på at fortælle om fortiden, og jeg fornemmer, at det også er Jef D'honts motiv, lyder det fra Bjarne Riis.