Cykelryttere i Danmark har ligesom de fleste andre dopet sig i angst for ikke at vinde cykelløb. Det viser en ny rapport om doping i dansk cykelsport fra 1998-2015.
Og selvom mange af historierne er flere år gamle, så er detaljegraden langt større end hidtil. Og der er da også nogle nye indrømmelser, fortæller DR Sportens cykelkommentator.
- Nogle af indrømmelserne er historier, som folk har benægtet helt frem til i dag. Men det er ikke lykkedes at finde nye rygende pistoler, siger Henrik Liniger.
Blandt andet har nuværende sportsdirektør og tidligere rytter hos Team Tinkoff-Saxo, Nicki Sørensen, indrømmet at have brugt doping fra 1999-2004. Og Bjarne Riis har erkendt, at han kendte til den tidligere cykelrytter Tyler Hamiltons samarbejde med den spanske dopinglæge, Eufemiano Fuentes.
Mangel på samarbejdsvilje
Og netop manglen på nye rygende pistoler er en af mangelvarerne ved den nye rapport. Folkene bag har nemlig haft svært ved at få nogle af deltagerne til at svare på alle spørgsmål.
- Løgnens tid er sandsynligvis ikke ovre endnu, da en del har haft store hukommelsessvigt, og andre ikke har villet deltage, forklarer Henrik Liniger.
Han håber, at rapporten kan virke afskrækkende på den nye generation af ryttere, så vi ikke om 15 år kan lave en lignende rapport om nutidens cykelsport.
- Den fortæller, at cykelrytteres løgne en skønne dag smuldrer, og så bliver de afsløret.
Der skal tænkes nyt
For at undgå, at der skal lave en lignende rapport om 15 år, vil Anti Doping Danmark og Danmarks Idrætsforening nytænke bekæmpelsesarbejdet.
Det inkluderer eksempelvis, at rytterne kan blive vækket om natten for at blive testet. Og Henrik Liniger fremhæver også en anden metode, som han tror, vil være effektfuld.
- Forslaget om, at ryttere ikke skal have kendskab til egne blodværdier er godt. Så kan de ikke eksempelvis tilpasse deres doping på baggrund af blodværdierne, som de kan nu.