Efter en pause uden kvindelige world tour-ryttere på Cauberg i ti år, er det i dag igen blev tid til at kvinderne skal prøve kræfter med den legendariske bakke.
Det gælder nemlig den hollandske forårsklassiker Amstel Gold Race, som det danske hold Team Veloconcept Women også er en del af. Kvinderne skal køre ruten lige før mændene, og det håber danske Christina Siggaard vil give masser af tilskuere på ruten:
- Jeg kan huske til VM i 2012 som junior, der kørte vi den samme omgang, og det er stort. Og når herrerne kommer bagefter, er tilskuerne helt anderledes, end hvis det bare var os, der skulle køre. Så det bliver helt specielt, det er jeg sikker på, siger den danske rytter.
Skal hjælpe amerikaner og schweizer
Det danske hold får for første gang mulighed for at køre for amerikanske Amber Neben, der er verdensmester i enkeltstart.
- Amber er kommet for at køre det første løb med os. Hun er i god form og klar. Så det bliver spændende at se, hvordan det kommer til at gå med hende.
- Samtidig har vi fået vores schweiziske mester tilbage fra en skade, så det er to stærke ryttere, der er tilbage, og det bliver fedt at se, hvordan de kommer igennem løbet.
Christina Siggaards rolle bliver at beskytte de to profiler på holdet.
- Jeg har været udsat for styrt og skader pt., men jeg tænker, jeg skal holde de to så godt fremme som muligt.
Amstel Gold Race er den første af de tre Ardenner-klassikere, som også tæller Fleche Wallone og Liege-Bastogne-Liege.