De danske cykeltalenter viste endnu en gang klassen ved VM i Qatar.
I et varmt og opslidende linjeløb trak den danske juniorrytter Jakob Egholm det længste strå og vandt guld.
Den 18-årige rytter angreb sammen med landsmanden Julius Johansen med omkring otte kilometer til mål og kørte efterfølgende alene over stregen.
Guldvinderen har svært ved at forstå, at han var første mand i mål.
- Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle tænke. Selv i min vildeste fantasi havde jeg ikke forestillet mig det. Det er sådan noget, de bedste i verden gør. Det var jeg ikke sikker på, jeg var, men det er jeg åbenbart, siger Jakob Egholm.
- Jeg gik ind til løbet med tanke på at hjælpe min holdkammerat Frederik Rodenberg Madsen, fordi han er sprinter. Vi var overbeviste om, at det ville blive en sprint.
Sådan gik det dog ikke. Forud for den danske triumf var der kørt 135,5 kilometer i den trykkende varme, og undervejs var der en lang række styrt på Dohas veje, som var med til at tynde ud i frontgruppen.
Det danske hold lå imidlertid i front og dominerede løbet, og mod slutningen var det tydeligt, at de danske ryttere sad med de mest friske ben.
Egholms medalje er den anden danske ved årets VM. Tidligere på ugen vandt Mikkel Bjerg sølv på juniorernes enkeltstart.
Tyskeren Niklas Markl fik sølv, mens schweiziske Reto Müller trillede over stregen som nummer tre i den jagtende gruppes spurt.
/ritzau/