Hun pryder væggene hernede i cykelklubben KCK's klubhus i udkanten af Herlev. Der er plancher med dannebrog og billeder af hende i landsholdstrøjen og forskellige klubtrøjer. Enten på cyklen, på podiet eller foran trofæskabet. Altid med et smil.
Årets sportsprofil 2010. Suveræn cykelrytter. Det er blot nogle af de ord, der står skrevet om Cecilie Uttrup Ludwig på plancherne på væggen i det gamle klubhus.
Det var her, det hele begyndte for hende. Cecilie Uttrup Ludwig, 22 år og professionel cykelrytter på det schweiziske hold Cervélo-Bigla.
I slutningen af august sikrede hun sig ungdomstrøjen på kvindernes World Tour - en serie af landevejsløb, der strækker sig over hele sæsonen. Trøjen gives til den rytter under 23 år, der løbende har samlet flest point i de kørte løb.
Allerede efter sæsonens første løb kørte Cecilie Uttrup Ludwig sig til trøjen, og hun beholdt den. Efter det 17. ud af i alt 20 løb rundt omkring i verden kunne hun ikke hentes længere. Og succesen stopper ikke her. Hun har lige forlænget sin kontrakt med Cervélo-Bigla.
- Det har været et vanvittigt år. Helt vildt på alle områder. Det er gået over al forventning. Man forventer ikke, at det kan gå så godt. Altså på ens første år som professionel. At det kan gå så godt i starten. Det har bare været vildt, når hovedmålet er, at man skal lære, siger hun - for en stund tilbage i det hvide klubhus i udkanten af Herlev.
Det var her, hun for ni år siden tog ned en aften, da klubben holdt 90 års jubilæum. Hun havde set det i Herlev Bladet og tænkte, at hun lige kunne kigge forbi og se, hvad den der cykelklub var for noget. Det viste sig at være lige dét, hun havde brug for.
- Det er deres skyld, at jeg blev ved. Dengang jeg kom herned, lånte de mig en cykel, sko og klamper, og så tog formanden mig med ud til cykelløb og viste mig, hvordan det foregik. De brugte deres weekend på at vise mig, hvordan det fungerede. Jeg har ikke oplevet andre sportsgrene eller klubber, hvor man tager sig sådan en tid til den enkelte, siger hun.
- Hold kæft, mand, er det dig, min skat?
Hun kommer ikke hernede i klubben så tit længere. Men hun nyder det hver gang. Der går da heller ikke mere end et par minutter, før døren til klubhuset åbnes udefra. En ældre mand udbryder:
- Hold kæft, mand, er det dig, min skat?
Cecilie får et knus. Det er faderen til hendes gamle træner. Han lykønsker hende med de seneste resultater. En anden, iført cykelhjelm og tights, står i døråbningen og stemmer i.
- Ja, vi følger jo med herhjemme. Hvornår skal du køre noget stort igen?
De forlader klubhuset efter at have husket hende på at låse døren efter sig. Hun smiler.
- Det er jo sådan noget her. Det er så fedt at være her. De følger meget med, og jeg elsker det, siger hun.
For tiden bor hun med egne ord i en kuffert. Basen er stadig hjemme hos forældrene i Herlev, men som professionel cykelrytter på et internationalt hold kommer hun vidt omkring. I år har hun kørt løb i det meste af Europa, og sådan kommer det formentlig til at fortsætte de næste mange år.
- Min hverdag er at rejse med cykelholdet og så komme hjem engang imellem. Jeg flyver ud til cykelløb næsten hver weekend, og vi er også tit på træningslejre. Men jeg kan godt lide det. Ellers gjorde jeg det heller ikke, siger hun.
Glemmer alt om skader og styrt
Forældrene følger med, så godt de kan. Mest på Twitter. Moren er ikke så meget for at se løbene. Hun er bange for, at der sker Cecilie noget. Sådan har det været hele tiden. Nok også godt hjulpet på vej af den ene gang, Cecilie efter lang tids overtalelse fik hende lokket med ud på landevejen.
- Hun kunne ikke lide det, fordi hun var bange for, at jeg skulle styrte. Men jeg fik hende med ud, og hvad sker der så? Jeg styrter, siger hun.
Siden da har moren foretrukket at følge med hjemme fra stuen. Cecilies far har derimod været med til cykelløb mange gange – også med voldsomme oplevelser til følge.
- For tre år siden slog jeg fire fortænder i overmunden ud til et løb. Hele rækken. Nogle af dem røg ud med roden. Det var heldigvis ikke dengang, min mor var med. Men min far var der, og han gik og samlede tænderne op på vejen. Jeg lå der bare, og han gik og samlede mine tænder op. Det er faktisk en slem historie, siger Cecilie og griner lidt.
Det er ikke den eneste gang, hun har mistet sine tænder ved et styrt. Men sådan er vilkårene, når man cykler stærkt.
For fem år siden styrtede hun og fik en kraftig hjernerystelse. Det var halvanden måned, hvor hun lå i sengen og ikke måtte se tv, ikke måtte læse, ikke foretage sig noget som helst. Cecilie beskriver det som den længste halvanden måned i sit liv. Alligevel har hun ingen skrupler med at sætte sig i sadlen, selvom hun kender risikoen og har mærket den på egen krop flere gange.
- Nogle bliver bange, når de styrter. Jeg glemmer alt om det, når først jeg kommer op på cyklen, siger hun.
En af de ti
Det er ikke til at sige, om den manglende angst for at sætte sig i sadlen er grunden til, at Cecilie Uttrup Ludwigs første sæson som professionel har været så god. Egentlig var det slet ikke meningen, at det skulle gå så godt. Egentlig skulle hun bare lære. Da hun efter World Tourens første løb stod med ungdomstrøjen, blev hun lykønsket af holdkammeraterne, og folk sagde ”wow”.
Da hun efter halvdelen af løbene stadig lå sikkert på førstepladsen i ungdomskonkurrencen, blev det en prioritet for holdet, at hun også skulle stå med den, når sæsonen var slut. Det er den nu, og trøjen har været Cecilies hele vejen igennem.
- Jeg har fundet mig sindssygt godt til rette på holdet. Der er en fed stemning, og en af grundene til, at vi klarer os så godt, er, at vi arbejder godt sammen, folk ofrer sig for hinanden og er ikke jaloux, siger hun.
Det var egentlig først i 2012, at hun tænkte over, hvor meget hun kunne drive cyklingen til. Hun vandt VM-sølv som junior, og drømmen om et liv som professionel cykelrytter startede efterfølgende.
- Jeg fik at vide af så mange, at der ikke er nogle penge i cykelsport for kvinder, og der er måske max ti i verden, der kan leve af det. Man skal være virkelig, virkelig god. Jeg blev lidt stædig og tænkte, at jeg så gerne ville prøve at blive en af de ti, siger hun.
Mere fokus på kvindecykling
Og nu lever hun altså af det. Ikke nok til, at hun kan lægge penge til side hver måned, men nok til, at hun kan få det hele til at løbe rundt. Og det er et stort skridt på vejen.
Men selvom det hele på den måde ruller stærkt for Cecilie Uttrup Ludwig for tiden, er hun frustreret.
Ikke over sig selv eller sine vilkår, men over den manglende fokus på kvindecykling. Både fra mediernes side, unionens side og folkets side.
- Noget, der kan gøre mig ked af det, er, at der er så mange, der ikke aner, at vi har to verdensmestre i Danmark. Amalie Dideriksen er verdensmester i landevejscykling, og Annika Langvad er dobbelt verdensmester på mountainbike. Jeg synes, det er super ærgerligt, og jeg ved ikke, hvad vi kvinder selv kan gøre længere, siger hun.
Tidligere på året fik Cecilie Uttrup Ludwig og de øvrige kvindelige cykelryttere en smagsprøve på, hvordan det føles, når man har publikum bag sig. Til tre af de såkaldte forårsklassikere, Flandern Rundt, Fleche Wallone og Liege-Bastogne-Liege, kørte kvinderne samme dag som mændene, men et par timer inden, og der var et kæmpe publikum med masser af opbakning.
- Det var en kanonfed oplevelse. Jo mere organisationen promoverer det, jo større publikum er der, siger hun.
Hun fremhæver den britiske cykelunion. De er gode til at få promoveret de løb, der bliver kørt i Storbritannien. Dermed er der mere publikum til løbene og en bredere interesse for kvindecykling.
- Det er noget, man skal have tålmodighed med – men nogle gange bliver man jo nødt til at slå lidt i bordet. Jeg vil være en af dem, der sætter kvindecykling på dagsordenen. Det er noget, der betyder meget for mig. Det vil I formentlig se mere til i løbet af årene, siger hun.
Den ypperste triumf
Det næste på Cecilie Uttrup Ludwigs program er VM i landevejscykling, der starter den 17. september i Bergen i Norge. Her skal hun blandt andet køre enkeltstart, og selvom hun er dobbelt forsvarende danmarksmester og vandt sølv i disciplinen til U23-EM mener hun, at en podieplads er helt uden for rækkevidde til verdensmesterskabet.
- Målet er top 15, tror jeg. En placering i top 10 vil være helt sindssyg, siger hun.
På længere sigt er drømmen større.
- Alle cykelryttere drømmer jo om at køre i en VM-trøje. Jeg siger ikke, at det skal være nu eller næste år. Jeg siger bare, at det vil være helt vanvittigt, siger hun.
En af hendes trænere er Rune Larsen, og han spår hende gode chancer for at nå helt til tops.
- Hun er jo ikke så langt fra de allerbedste. Hun kører næsten lige op med dem på sine gode dage. I år har hun taget et ret stort skridt op i forhold til sidste år, og jeg er helt sikker på, at den udvikling kommer til at fortsætte, siger han.
Og hvis det går som ønsket for Cecilie Uttrup Ludwig og hendes træner, kan det være, at de bliver nødt til at rydde lidt mere plads på væggen i det gamle klubhus i Herlev. Det har de nok ikke noget imod.