Cykelstjernen Chris Froome (Sky) skal ikke frygte for at få frataget sejren, hvis briten skulle ende med at vinde Giro d'Italia.
Det fastslår Giro-arrangørerne dagen før starten på den 101. udgave af det italienske etapeløb.
Den upopulære Sky-rytter stiller til start med en endnu uafklaret dopingsag hængende over hovedet, efter at han i efteråret 2017 afgav en positiv dopingprøve under Vuelta a España.
Giro-direktør Mauro Vegni har vendt perspektiverne for en Froome-sejr med præsidenten for Den Internationale Cykelunion (UCI), David Lappartient.
- Jeg har foreslået præsident Lappartient, at en eventuel straf først bør træde i kraft i det øjeblik, at dommen bliver kommunikeret ud på grund af den lange behandlingstid.
- Så hvis dommen kommer efter Giroen, så træder karantænen i kraft efter Giroen, og skulle den komme efter Tour de France, så træder den i kraft efter Touren, siger Mauro Vegni.
Chris Froome afgav sidste år en prøve, der viste en høj koncentration af stoffet salbutamol, som blandt andet findes i astmamedicin.
Rytterne må ikke have mere end maksimalt 1000 nanogram per milliliter i kroppen, og Froomes test viste det dobbelte.
Selv om der er gået otte måneder, så er der endnu ikke fundet en løsning i sagen.
Giro-direktør Mauro Vegni mener, at det vil være unfair over for alle, hvis Froome skulle risikere at miste en eventuel sejr i Giroen.
Det italienske etapeløb begynder fredag med tre etaper i Israel, inden feltet fortsætter til Italien med afslutning i Rom 27. maj.
/ritzau/AFP