Froomes dopingsag afgøres før Giro d'Italia

Ifølge David Lappartient vil der komme en afgørelse i Chris Froomes dopingsag før starten på Giro d'Italia.

UCI vil have en afgørelse i Chris Froome-sagen inden årets første Grand Tour, Giro d'Italia. (Foto: © Enrique Calvo, Scanpix)

Cykelstjernen Chris Froome (Sky) kan forvente en afgørelse inden for de næste måneder i dopingsagen, hvor han er blevet taget for at have for stort et indhold af salbutamol i kroppen.

I et interview med den schweiziske avis Neuen Züricher lover præsidenten for Den Internationale Cykelunion (UCI), David Lappartient, at der falder en afgørelse inden starten på Giro d'Italia, der begynder 4. maj.

- Froome er ikke som alle andre cykelryttere. Han har flere penge og kan hente flere eksperter, der kan tale hans sag, og han kan komme med flere nye sagsoplysninger, siger David Lappartient.

- Vi kan ikke bare feje sagen af bordet. Det er på tide at løse den hurtigt for at opretholde udøverens rettigheder, tilføjer præsidenten.

Froomes mistænkelige dopingprøve blev afgivet 7. september sidste år under Vuelta a España. Prøven viste spor af stoffet salbutamol, som blandt andet findes i astmamedicin.

Hurtig behandling

Stoffet er ikke ulovligt i sig selv, men en rytter må ikke have mere end en koncentration af salbutamol på maksimalt 1000 nanogram per milliliter i kroppen, og Froomes urintest viste det dobbelte.

Hvis Froome bliver idømt en karantænestraf, risikerer han at gå glip af både Giro d'Italia og Tour de France, som han allerede har annonceret, at han vil deltage i i 2018.

Tour de Frances direktør, Christian Prudhomme, har tidligere slået fast, at han ikke ønsker at se Froome i Tour de France, mens en undersøgelse stadig er i gang.

Derfor har han opfordret UCI til en hurtig behandling af sagen, og det lader David Lappartient til at ville imødekomme.

Froome vandt den pågældende Vuelta. Han har desuden vundet Tour de France fire gange.

/ritzau/dpa