Flyvende dansk banelandshold sætter ny rekord

Lasse Norman Hansen og co. overgik rekordtiden fra OL i Rio ved et World Cup-stævne fredag.

Lasse Normann Hansen og det danske banelandshold satte fredag ny dansk rekord. (Foto: © KELD NAVNTOFT, Scanpix)

Det danske banelandshold i cykling er kommet flyvende fra start i sæsonens første World Cup, der bliver kørt i Paris.

Kvartetten i fire kilometer holdforfølgelsesløb imponerede fredag eftermiddag ved at sætte dansk rekord i tiden 3 minutter og 52,661 sekunder.

Modstanderen i heatet, Tyskland, var mere end to sekunder langsommere.

Dermed slettede Lasse Norman Hansen, Julius Johansen, Rasmus Lund og Casper Folsach den hidtidige rekord, der blev sat ved OL i Rio de Janeiro, hvor det danske hold endte med bronzemedaljer.

Med præstationen er Danmark klar til finale fredag aften. Modstanderen bliver Storbritannien, der kommer til finalen med en markant dårligere tid end den danske.

Briternes heattid lød på 3 minutter og 53,353 sekunder.

/ritzau/