Flad fornemmelse: Danmarks Cykle Union sparer EM-deltagelse væk

Økonomien i Danmarks Cykle Union er presset. Derfor kommer der ingen mandlige danske ryttere med til EM.

EM må klare sig uden de mandlige danske talenter. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Danmarks Cykle Union (DCU) har ikke råd til at sende mandlige danske ryttere i aktion ved EM på landevej.

Økonomien er så presset, at både professionelle og U23-ryttere må blive hjemme.

Det fortæller U19-landstræner Henrik Simper til TV2 Sport.

- Vi bruger de penge, vi har, på VM, og håber, at vi kan vinde medaljer ved det mesterskab, siger Henrik Simper.

I år kan professionelle ryttere for første gang stille op til EM, som siden 1995 har været kørt for U23-ryttere. Men hverken danske professionelle eller U23-profiler er blevet tilbudt at stille op.

Selvkørende damer

For kvindernes vedkommende er sagen lidt en anden.

- Vi har valgt, at nogle af pige- og damerytterne tager afsted på egen hånd. Den sportslige årsag til det er, at der ikke mange internationale starter, som de kan køre.

- Så det kan give noget erfaring for dem at deltage ved EM. De sørger selv for transporten, hjælpere, massør, mekanikere og sådan noget, så jeg er ikke klar over, hvad det kommer til at koste pigerne hver især, siger Henrik Simper til TV2 Sport.

I de seneste tre år har DCU præsenteret underskud.

/ritzau/