UCI meldte i dag ud, at de ønsker at få fjernet Astanas licens fra WorldTouren, og det kan i sidste ende få store konsekvenser for den danske profil Jakob Fuglsang.
- Det sætter ham i en enormt dårlig situation. Jeg kunne godt forestille mig, at Jakob allerede har haft følere ude til andre hold, men der taler vi jo om 2016. Et år uden cykelløb på højeste plan er en katastrofe, siger Thomas Bay, der er cykelkommentator på Eurosport.
Hvis licenskommissionen, der skal afgøre Astanas fremtid, i sidste ende ender med at fjerne det kazakhiske hold fra WorldTouren, så kan det nemlig betyde, at man ikke ser dem i nogle af de store løb.
Astana ryger højest sandsynligt ned i den Pro Kontinentale-liga, der er den næstbedste række i cykelsporten. Der kan de stadig blive inviteret til de store løb, men det kræver samtidig, at holdet holder sig på god fod med MPCC, der er en organisation, som kæmper for en renere cykelsport.
For at få invitation til de store løb skal man nemlig være medlem af den. Disse nye problemer gør dog næppe forholdet mellem MPCC og Astana bedre.
Stor bombe
DR Sportens egen kommentator Henrik Liniger mener, at det er en kæmpe nyhed, men det kommer alligevel ikke som det helt store chok.
- Det er en meget markant melding fra UCI på et meget kritisk tidspunkt i sæsonen. Det er simpelthen noget af bombe, som de smider ind i sæsonen forløb. Det er dog ikke nogen overraskelse, fordi Astana har jo været et hold, som man må have mistanke til, siger Henrik Liniger.
Dopingsager er selvfølgelig langt fra noget nyt i cykelsporten, men det er en ny drejning, at UCI går ind og vil straffe et helt hold for nogle handlinger.
- Hidtil har der været masser af dopingsager, hvor man har sagt, at det er den enkelte rytters ansvar. Men det her kan tyde på, at man for en af de første gange i UCI har fået beviser nok til at sige, at vi har et hold, der måske ikke fremmer doping, men som i hvert fald heller ikke bekæmper det. Det er åbenbart mere organiseret hos Astana end hos de hold, der tidligere har været ramt af dopingsager, siger Henrik Liniger.
Dårlig timing
Thomas Bay hæfter sig specielt ved tidspunktet, at UCI kommer med denne udmelding, da det kan risikere at ramme mange uskyldige rytteres sæsonplaner.
- Timingen fra UCIs side synes jeg ikke er den bedste, fordi jeg har svært ved at se, hvor meget der har ændret sig siden de i efteråret valgte at give Astana deres licens. Det er jeg ikke enig i, at man gjorde, fordi der var allerede nogle lamper, som lyste dengang. Det skulle de have undersøgt grundigt der, siger Eurosport-kommentatoren.