Danske Magnus Cort mænger sig oftere og oftere med de største sprintere i cykelverdenen. I dag blev talentet nummer seks på femte etape af Paris Nice.
Etapen sluttede med en massespurt, hvor tyske Andre Greipel var klart stærkest og vandt med en cykellængde foran Arnaud Demare (FDJ) og Dylan Groenewegen (LottoNL-Jumbo).
Magnus Cort (Orica-Scott) blev klemt lidt inde i spurten, men fik kørt sig frem på en sjetteplads foran Marcel Kittel (Quick-Step).
Selv om sidevinden igen spillede feltet et puds, så blev det en noget mere rolig etape i forhold til et par af de første kaotiske etaper med kæmpe splittelse og store tidstab.
Der blev formet et udbrud med fire mand, som fik lov til at få lidt luft, men hele tiden holdt feltet snor i dem, så det kunne ende i en massespurt.
Sidste chance for de hurtige folk
Med udsigt til tre afsluttende etaper i bjergene var det sidste chance for feltets hurtige folk.
Axel Domont (AG2R), Natnael Berhane (Dimension Data), Pierre-Luc Períchon (Fortuneo-Vital) og Rémy Di Gregorio (Delko) var de fyre ryttere, som fik lov til at stege i udbruddet.
12 kilometer fra mål var det slut for de fire, og så var der ellers dømt positionskamp blandt holdene resten af vejen ind mod mål.
Der blev skubbet og puffet voldsomt på de sidste kilometer, inden Greipel satte trumf på.
Der skete ikke forskydninger i toppen af klassementet, hvor Julian Alaphilippe fortsat er i den gule førertrøje.
/ritzau/