18-årige Julius Johansen har fart i cyklen, uanset om han kører på landevej eller bane.
Han har allerede vundet VM-guld i både linjeløb og omnium som junior tidligere i år, og fredag viste han så, at han også kan gøre sig på højeste niveau blandt seniorerne.
Ved EM i banecykling i Berlin vandt han sølv i omnium, da kun spanieren Albert Torres kunne holde den unge dansker bag sig i det samlede regnskab.
OL-disciplinen omnium er en form for banecyklingens mangekamp, hvor rytterne konkurrerer i fire forskellige discipliner.
Julius Johansen lå nummer et efter de fem første discipliner, og i de afgørende pointløb lå han længe til guldet. Han vandt endda tredjesidste spurt og øgede forspringet til de nærmeste konkurrenter, skriver feltet.dk.
I den sidste spurt tabte han hjulet på Albert Torres, der lukkede med en lang sprint og dermed rykkede op foran danskeren og snuppede sejren med to point ned til Julius Johansen.