Den blot 17-årige danske cykelrytter Albert Philipsen kan se frem til at lære nogle af de allerbedste inden for sit felt.
Danskeren, der i sommer blev juniorverdensmester i både linjeløb og mountainbike, skal nemlig fra 2025 køre på holdet Lidl-Trek, hvor blandt andet Mads Pedersen er på kontrakt.
Det oplyser holdet fredag formiddag på sin hjemmeside.
- For mig var Lidl-Trek bare det bedste match. Mit vigtigste kriterie, da jeg skulle vælge mit kommende hold, var, hvor jeg kunne udvikle mig bedst som rytter, siger Albert Philipsen.
Udsigten til at skulle køre for et professionelt cykelhold for første gang glæder selvsagt den unge dansker.
Det er samtidig beroligende for ham at få et par danske holdkammerater at læne sig op ad.
- Jeg glæder mig rigtig meget til at lære alle på holdet at kende. Som dansker er jeg særligt spændt på at slutte mig til Mads Pedersen og Mattias Skjelmose, siger han.
Albert Philipsen fyldte 17 år i september, og han tager også lige et enkelt år mere som juniorrytter før det store spring til Lidl-Trek-holdet og World Tour-scenen i 2025.
Hos det amerikanske cykelhold glæder sig dog allerede til, at den unge dansker hopper i deres trikot, spænder hjelmen og træder til i pedalerne.
- Vores tilgang med Albert forbliver den samme, som den er med alle unge ryttere: at give ham al den støtte, vi kan, mens vi lader ham udvikle sig naturligt.
- Personligt kan jeg ikke vente med at se Albert tage Lidl-Trek-trøjen på og begynde sin professionelle karriere hos os, siger sportsdirektør hos Lidl-Trek, Luca Guercilena.
Roses til skyerne
De to imponerende guldmedaljer og den enkelte bronzemedalje i holdstafetten, som Albert Philipsen også vandt i sommer, vidner om, at han har potentialet til at blive en af de helt store kanoner - også på seniorplan - inden for cykelsporten.
Det fortalte DR Sportens cykelekspert, Brian Nygaard, efter den unge dansker i sommer kørte først målstregen i juniorernes linjeløb og mountainbike.
- Dansk cykelsports fremtid hedder Albert til fornavn. Det synes jeg allerede, han har vist i hjemlig kontekst med hans måde at køre og vinde cykelløb på.
- At han så også har flyttet det til højst mulige internationale niveau og har gjort det så godt på tværs af discipliner, det er sensationelt, fortalte DR Sportens cykelekspert Brian Nygaard.