Danmark knuser Storbritannien og vinder VM-guld i Ballerup

Det danske landshold i 4000-meter holdforfølgelsesløb satte Storbritannien til vægs i Ballerup.

Carl-Frederik Bevort, Niklas Larsen, Frederik Rodenberg Madsen og Tobias Aagaard Hansen (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Det blev som lovet, da den danske cykelkvartet i 4000-meter holdforfølgelsesløb torsdag aften trykkede til, som var der ikke nogen dag i morgen.

Taget, der historisk har haft nogle udfordringer i Ballerup, lettede fuldstændig, da Carl-Frederik Bevort, Niklas Larsen, Frederik Rodenberg Madsen og Tobias Aagaard Hansen rullede ind over målstregen som VM-guldvindere.

Efter en fin dansk start tog Storbritannien en snæver føring frem til 2000 meter, hvor Frederik Rodenberg tog over og bragte Danmark i front.

Føringen med Tobias Aagaard i front voksede til mere end et halvt sekund, og derfra styrede Danmark mod sejren.

Der var store krammere og voldsom jubel i Ballerup Super Arena, da VM-guldet blev sikret.

3 minutter og 45,642 sekunder brugte danskerne på at hjemføre guldet. Storbritannien var omkring en tredjedel af et sekund langsommere.

Ud over guldet fik Danmark også revanche fra OL i Paris. Her tabte holdet til netop Storbritannien i sin semifinale, og det glæder den danske landstræner, Casper Jørgensen.

- Alt flaskede sig i dag. Vores taktik lykkedes til fulde, og jeg synes, at drengene leverede et super flot resultat.

- At vi nu står med endnu en VM-guldmedalje og endda fik OL-revanche over Storbritannien gør mig rigtig stolt, siger landstræner Casper Jørgensen i en pressemeddelelse fra Sport Event Danmark.

Det er tredje gang på fem år, at Danmark vinder guld i disciplinen. Det skete også i Berlin i 2020 og i 2023 i Glasgow.