Den tidligere professionelle og dopingdømte cykelrytter Bo Hamburger er en af de personer, der har udtalt sig Anti Doping Danmark i forbindelse med rapporten 'Doping i dansk cykelsport 1998-2015', der blev præsenteret på et pressemøde i dag.
I rapporten bliver det slået fast, at der særligt fra begyndelsen af 1990'erne og frem til midten af 2000'erne var en udbredt dopingkultur i dansk cykelsport. Både blandt de ryttere, der kørte på danske hold og blandt de danskere, der kørte for udenlandske hold.
Bo Hamburger, der kørte for blandt andet det hollandske TVM-mandskab, indrømmede i 2007 brug af både væksthormon og epo, og efter dagens offentliggørelse af den den rapport, som Anti Doping Danmark og Danmarks Idrætsforbund har arbejdet på i næsten tre år, skriver han på Facebook:
- Når.. så kom den længe ventede rapport... Om 2,5 års arbejde er godt givet ud, må man jo selv bedømme!
Syntes at det jeg har set af den, danner et meget godt billede af tingene som de var, selvfølgeligt har ikke alle været 100% ærlige..og de få der står tilbage, og påstår at de intet har set og intet har gjort.. hmmm ja det er vel også op til den enkelte at tro på det.
Påtager sig det fulde ansvar
Bo Hamburger slutter med en opfordring til at hver enkelt rytter tager ansvar for sine handlinger.
- Skal slå fast at mine udtagelser til ADD er givet ud fra min ærlige erindring, og jeg på INTET tidspunkt har villet ramme enkelt personer, kun give mit billede af tingene set fra min side.
Jeg påtager mig det fulde ansvar for mit doping brug, og det er 100% mig som evnt. skal bedømmes af det.
Tingene var som de var, og vi var alle en del af det, og derfor må vi også hver især tage vores ansvar!, slutter han sit opslag på Facebook.
Bo Hamburger kørte også et par sæsoner for de danske hold Memory Card Jack & Jones og CSC/World Online under Bjarne Riis' ledelse. Rapporten slog ligeledes fast, at der på CSC var adskillige tilfælde af dopingbrug.