Amalie Dideriksen åbner VM i omnium med sejr

Teenageren Amalie Dideriksen kæmper for en OL-billet ved VM i banecykling. Lørdag åbnede hun med en sejr.

Amalie Dideriksen (forrest) er velkørende til VM i banecykling. (Foto: © cyklingdanmark.dk, DCU)

Amalie Dideriksen var den hurtigste i første disciplin af kvindernes omnium ved VM i banecykling i London.

Den 19-årige dansker vandt scratch-løbet foran Simona Frapporti fra Italien og Laura Trott fra Storbritannien.

Den tidligere danske juniorverdensmester på landevej vandt EM-sølv sidste år i Omnium. Og hun har en smule pres på sig under dette VM, da hun samtidig kæmper for en dansk OL-billet. Det kræver, at Danmark er blandt Europas otte bedste nationer, hvilket er tilfældet inden OL.

Den gode start lover godt for Dideriksen, der både skal køre individuelt forfølgelsesløb og udskilningsløb senere lørdag, før hun afslutter med de sidste tre omnium-discipliner søndag.

Amalie Dideriksen står noteret for 40 point efter scratch-løbet. For hver placering efter nummer et tildeles man to point færre i regnskabet.

/ritzau/