CL-KOMMENTAR Ronaldo-Messi-rivaliseringen når nye højder

Ifølge DR Sportens Marco de los Reyes er Messi nu igen ved at overhale Cristiano Ronaldo.

Cristiano Ronaldo og Lionel Messi hilste på hinanden før sidste uges venskabskamp i Manchester mellem Portugal og Argentina. I den kamp var der dog ingen af dem, der imponerede, og begge blev skiftet ud i pausen. Portugal vandt kampen 1-0.

I fodboldens verdenshistorie har der flere gange været to spillere, som har kæmpet mod hinanden om at være verdens bedste spiller.

Et af de bedste eksempler på det er hollænderen Johan Cruyff og vesttyskeren Franz Beckenbauer, som i begyndelsen og midten af 1970erne kæmpede en hård og meget jævnbyrdig kamp om at være verdens bedste.

Således blev Johan Cruyff kåret til årets spiller i Europa af France Football i 1971, 1973 og 1974, mens Franz Beckenbauer blev det i 1972 og 1976.

Men der har aldrig været en duel, som i længde, omtale og fascination kan sammenlignes med den, der nu i mange år har fundet sted mellem Cristiano Ronaldo og Lionel Messi.

Syv år i træk

De to har haft status som verdens to bedste fodboldspillere siden sæsonen 2007/2008. Med andre ord er det altså hele syv år i træk, at de to har duelleret - uden at være truet af andre.

Men det bedste ved deres duel eller rivalisering er, at den alle år har været fyldt med med dynamik, hvilket i høj grad fortsat er tilfældet.

I efteråret 2006 opnåede Cristiano Ronaldo for første gang status som en af verdens bedste spillere.

Det skete i kølvandet på et VM, hvor han var mere kendt for at filme end for sine evner som dribler og afslutter, og hvor han var skyld i, at Wayne Rooney blev udvist i kvartfinalen, som England tabte til Portugal efter straffesparkskonkurrence.

Lionel Messi og Cristiano Ronaldo er ikke bare de to bedste spillere i verden. De er også de to største pengemaskiner i fodboldens verden.

På det tidspunkt var Lionel Messi endnu "blot" et unikt stortalent, men et år senere havde han også taget et skridt helt op i toppen af det internationale hierararki.

Brasilianeren Kaka blev tildelt Ballon d'Or i 2007 foran Cristiano Ronaldo og Lionel Messi, men siden har de sidstnævnte delt "guldboldene" mellem sig.

Portugiseren blev nummer et i afstemningen i 2008 og 2013, mens den lille argentiner blev det i 2009, 2010, 2011 og 2012 og er dermed den eneste i Ballon d'Or-historien, der går tilbage til 1956, som har vundet den hele fire gange.

Ronaldo var først nummer et

Her er det især interessant at bemærke, at Cristiano Ronaldo først var den bedste, hvilket primært skyldes, at han med sine 29 år er lidt mere end to år ældre Lionel Messi.

I fjor var Cristiano Ronaldo så tilbage som nummer, hvilket tildels skyldtes, at Lionel Messi i perioder var skadet fra foråret 2013 og helt frem til forud for VM i Brasilien.

Her blev Lionel Messi uden at ramme toppen af sin ydeevne officielt kåret til den bedste, mens Cristiano Ronaldo efter en skade var en skygge af sig selv.

Lionel Messi og Cristiano Ronaldo er ikke bare de to bedste spillere i verden. De er også de to største pengemaskiner i fodboldens verden. (Foto: © PIERRE-PHILIPPE MARCOU, Scanpix)

Men i begyndelsen af denne sæson var Cristiano Ronaldo så bedre end nogensinde før, hvilket i særlig grad hans hidtil 20 mål i sæsonens hidtil 12 spanske ligarunder vidner om.

Alligevel er Lionel Messi i mine øjne i gang med at "spille sig tilbage" på tronen som verdens bedste spiller.

Ikke kun fordi FC Barcelona-stjernen er i færd med at slå alverdens rekorder. Som eksempelvis i lørdags, hvor han med tre mål i 5-1-sejren nåede op på 253 mål i den spanske liga, hviilket betyder, at han nu er den mest scorende spiller i den bedste spanske række nogensinde.

Og i aften kan han så blive den første til at score 72 mål i Champion League/Europa Cuppen for mesterholds historie. P.t. er han oppe på 71 mål lige som den tidligere Real Madrid-stjerne Raul Gonzalez.

Men så sandelig også fordi Lionel Messi for alvor er tilbage på det niveau, han havde før, han for lidt over halvandet år siden blev skadet i en mesterligakamp mod Paris Saint-Germain.

Ronaldo får Ballon d'Or

Det sker paradoksalt nok på et tidspunkt, hvor Cristiano Ronaldo reelt er sikker på at blive tildelt Ballon d'Or som det synlige bevis på, at han har været den bedste spiller i verden i 2014. Tilmed den i særklasse bedste.

Men det er netop det dragende ved deres præstationer og rivalisering. De er som to boksere, der mødes igen og igen, og hvor kampene kun bliver bedre. Specielt fordi de på skift er den bedste og på skift sætter nye rekorder - og standarder.

Der er her og nu heller ikke udsigt til, at der er nogen spillere, som kan blande sig i de tos duel om verdenstronen.

Lionel Messi og Cristiano Ronaldo er ikke bare de to bedste spillere i verden. De er også de to største pengemaskiner i fodboldens verden.

Historien om, at der aldrig tidligere har været to spillere, der i så mange år har duelleret om, hvem der er verdens bedste, handler dog ikke kun om, at Lionel Messi og Cristiano Ronaldo er to fænomener.

Den historie handler også om, at Champions League sikrer, at de bedste konstant kan vise sig frem uge efter uge i internationale kampe.

Her vender jeg tilbage til Johan Cruyff og Franz Beckenbauer. Førstnævnte vandt mesterholdenes Europa Cup-turnering med Ajax fra 1971 til 1973, hvorefter han skiftede til FC Barcelona, som i 1975 nåede semifinalerne i turneringen. Klubbens bedste europæiske resultat i de år.

Johan Cruyff dalede ned

Johan Cruyff var kun 27 år i 1974 - mens Franz Beckenbauer var 29 - hvor han for tredje og sidste gang blev kåret til Europas bedste. Men selv om den hollandske superstar blev ved med at være god, rutsjede han eksempelvis ned i afstemningen om Ballon d'Or de efterfølgende år.

Fordi Barca i hans tid kun blev spansk mester en gang og slet ikke havde international succes. Desuden ønskede han ikke at deltage ved VM i 1978, hvilket heller ikke gavnede hans muligheder for at forblive en af verdens allerbedste.

Lionel Messi og Cristiano Ronaldo er ikke bare de to bedste spillere i verden. De er også de to største pengemaskiner i fodboldens verden. (Foto: © DR Sporten, DR Sporten)

Skifter Lionel Messi eksempelvis til Manchester City til sommer, er det heller ikke sikkert, at han kan bevare sin position som en af verdens bedste. Simpelthen fordi han ikke længere har et hold, der sikrer ham de samme udfoldelsesmuligheder.

Jeg ved godt, at der den seneste uges tid har været spekulationer om, at Lionel Messi skulle være på vej væk fra FC Barcelona. Det tvivler jeg nu på.

Det er heller ikke sikkert, at vi endnu har set det bedste til den lille troldmand i FC Barcelona-trøjen. Hvad angår hurtighed, toppede han nok for et par år siden. Men hans blik for spillet kan godt nå nye højder, og hans rolle på det nuværende Barca-mandskab er i dag mere mangfoldig end tidligere.

Flot samarbejde med Neymar

Udover at være afslutter, er Lionel Messi nemlig nu også den primære kreatør, når det handler om at fodre de andre angribere. Hans samarbejde med Neymar fungerer allerede fantastisk, og tænk, hvis samarbejdet med Luis Suarez kan blive lige så godt.

Kan Cristiano Ronaldo også blive endnu bedre? Det er svært at forestille sig. Men jeg er sikker på, at historien om ham og Lionel Messi og deres kamp om at være verdens bedste har mange kapitler i sig endnu.

Lionel Messi og Cristiano Ronaldo mødte hinanden i Champions League-finalen i 2009, hvor FC Barcelona vandt 2-0 - Lionel Messi scorede det ene - over Cristiano Ronaldo og Manchester United.

Men vi har eksempelvis endnu til gode at opleve en Champions League-finale mellem FC Barcelona og Real Madrid.

Har du en kommentar, så skriv herunder!