CL-KOMMENTAR Jeg savner de store forsvarsspillere

Forsvarsspillerne har i mange år ikke opnået topplaceringer i kampen om Ballon d'Or.

Gerard Piqué og hans holdkammerater fra FC Barcelona møder i aften Manchester City på udebane i 1/8-finalerne af Champions League.

Da den spanske midterforsvarer Gerard Piqué var ung, blev han ofte kaldt for Piquenbauer. Det skyldtes naturligvis, at han optrådte med et overblik og en elegance, der ledte tankerne hen på legendariske Franz Beckenbauer, der i 1970erne opnåede status som alle tiders bedste forsvarsspiller.

Gerard Piqué var allerede i starten af 20erne en af verdens bedste forsvarsspillere og havde blot 25 år gammel vundet alle de store turneringer: Champions League, EM og VM.

Jeg troede dengang, at han ville blive endnu bedre. Jeg troede, han ville blive en af de historisk store forsvarsspillere. Måske ikke helt oppe på niveau med Franz Beckenbauer, men så i hvert fald på linje med forsvarsspillere som Franco Baresi, Matthias Sammer og Fabio Cannavaro.

Mangler et skridt

Men Gerard Piqué har aldrig taget det sidste skridt op blandt tidernes bedste centrale forsvarsspillere. Eksempelvis har han ikke opnået en eneste top 10-placering i kampen om at blive årets spiller i verden (Europa).

Nu kommer vi så til det, der er min egentlig pointe med denne kommentar. Det er der heller ikke andre midterforsvarere, der har gjort siden 2006, hvor Fabio Cannavaro blev tildelt Ballon d'Or efter et år, hvor Italien havde vundet VM. Det er meget ærgerligt, synes jeg.

Der bliver tit snakket om, at der er for få forsvarsspillere, som opnår mange stemmer, når Ballon d'Or-kåringen finder sted hvert år, og der er heller ikke mange, som er endt i top 3, siden den første kåring fandt sted i 1956. Herunder er dem, der har formået at ende i top 3:

Billy Wrigtht

Englænder, som spillede for Wolverhampton, blev nummer to i 1957. Var center half, hvilket også kunne være det, der i dag er en midtbanespiller.

Karl-Heinz Schnellinger

Spillede for FC Köln og Vesttyskland. Var venstre back. Blev nummer tre i 1962.

Giacinto Facchetti

Spillede for Inter og Italien. Var venstre back. Blev nummer to i 1965.

Bobby Moore

Blev nummer to i 1970. Var midterforsvarer og anfører for England og West Ham.

Franz Beckenbauer

Vandt Ballon d'Or i både 1972 og 1976. Blev nummer to i 1974 og 1975. Var libero - efter tidligere at have været midtbanespiller. Var anfører for Bayern München og Vesttyskland.

Ruud Krol

Blev nummer tre i 1979. Var libero og spillede for Ajax og Holland.

Frank Rijkaard

Blev nummer tre i både 1988 og 1989. Var forstopper, men rykkede op på midtbanen. Spillede for AC Milan og Holland.

Franco Baresi

Blev nummer to i 1989. Var libero og spillede for AC Milan og Italien.

Andreas Brehme

Venstre back, som spillede for Inter og Vesttyskland. Blev nummer tre i 1990.

Paolo Maldini

Blev nummer tre i både 1994 og 2003, hvor han var midterforsvarer. Var ellers venstre back det meste af sin karriere.

Matthias SammerBlev nummer et i 1996. Var libero og spillede for Borussia Dortmund og Tyskland.

Matthias Sammer (til venstre) er i dag sportsdirektør i Bayern München. Til højre ses cheftræner José Guardiola, mens Hermann Gerland (nummer to fra venstre) og Domenec Torrent er assistenttrænere.

Roberto CarlosSpillede for Real Madrid og Brasilien. Var venstre back og blev nummer to i 2002.

Fabio Cannavaro

Midterforsvarer, som blev nummer et i 2006. Spillede for Juventus og Italien.

Siden 2006 har der ikke været nogen forsvarsspillere i top 3, og det er måske ikke så opsigtsvækkende.

Som jeg tidligere nævnte, har der siden 2006 heller ikke været en eneste midterforsvarer med i top 10 i den kåring.

Faktisk har Bayern Münchens Philipp Lahm, som blev nummer seks i 2014, været den eneste forsvarsspiller siden 2006 med en top 10-placering. Og det var tilmed i et år, hvor anføreren for Tysklands verdensmestre var forsvarsspiller (højre back) i mindre end en tredjedel af de kampe, han spillede.

I de øvrige optrådte Philipp Lahm som midtbanespiller, og derfor bør han næsten ikke regnes som forsvarsspiller i denne sammenhæng.

Hvorfor så få?

Men hvorfor er der pludselig så få forsvarsspillere, som rangerer blandt de allerbedste spillere i verden? I hvert fald vurderet på Ballon d'Or-kåringen.

I mine øjne er der især flere årsager. 

Mange klubhold har de senere år spillet langt mere offensivt end tidligere. Det er primært til gavn for angriberne.

For små 20 år siden gik man væk fra at spille med en libero. En position, som ofte gik til begavede og teknisk stærke typer, som nu i højere grad bliver midtbanespillere end forsvarsspillere.

Medierne fokuserer mere og mere på de offensive stjerner.

Italiensk klubfodbold har såvel sportsligt som økonomisk oplevet en nedtur de seneste 10-15 år, og samtidig med at italiensk fodbold ikke længere er helt så defensivt som tidligere, betyder det, at der ikke længere produceres så mange store forsvarsspillere.

Verdensklasse

Der er selvfølgelig stadig verdensklasseforsvarsspillere, og flere af dem er også store stjerner. Nogle af dem, der har haft størst succes de senere år er Real Madrids Sergio Ramos og Borussia Dortmunds Mats Hummels.

Matthias Sammer (til venstre) er i dag sportsdirektør i Bayern München. Til højre ses cheftræner José Guardiola, mens Hermann Gerland (nummer to fra venstre) og Domenec Torrent er assistenttrænere. (© Scanpix)

Fælles for de to og flere andre forsvarsspillere er, at de i høj grad har opnået berømmelse, fordi de også optræder som målscorere. Eksempelvis scorede Mats Hummels to mål for Tyskland under VM, mens Sergio Ramos scorede i både Champions League-finalen og finalen ved VM for klubhold.

På den måde er de to mere allround-atleter, end de er defensive mestre. Men der findes stadig forsvarsspillere, som først og fremmest har høj klasse på grund af deres defensive kvaliteter. Sådan en er eksempelvis Giorgio Chiellini fra Juventus.

Der findes også dem, der har høj klasse, fordi de mestrer at styre et hold fra defensiven. Sådan en er Gerard Pique på sine bedste dage. Og måske kan han stadig nå at blive bedre? Han er trods alt kun 28 år.

Magter begge dele

Brasilianeren Thiago Silva, der til dagligt spiller for Paris Saint-Germain, har de senere år mere end nogen anden magtet begge dele. Men selv om han nu er 30 år, har han også muligheden for at blive endnu bedre.

Matthias Sammer (til venstre) er i dag sportsdirektør i Bayern München. Til højre ses cheftræner José Guardiola, mens Hermann Gerland (nummer to fra venstre) og Domenec Torrent er assistenttrænere.

Bayern Münchens Manuel Neuer blev i starten af januar kåret til verdens tredjebedste spiller. Dermed var han den første målmand til at ende i top tre i kampen om Ballon d'Or, siden Gianluigi Buffon opnåede samme placering i 2006.

Nu håber jeg, at det snart er en forsvarsspillers tur til at ende i top 3 igen. Eller som minimum blot i top 10.

Har du et bud på en forsvarsspiller, der kan komme i top 3 i kampen om Ballon d'or? Eller har du en blot kommentar, så skriv herunder!