Der blev givet og taget så rigeligt fredag aften til TK Fight Night i Holstebro, hvor Dina Thorslund boksede sin sidste kamp på dansk jord mod japanske Terumi Nuki.
Den 31-årige verdensmester Thorslund styrede kampen fra start til slut, men kunne ikke få japaneren sendt til tælling.
Det betød dog ikke så meget, da dommerstemmerne i Holstebro skulle gøres op. Tre dommere havde 99 - 91 point i Thorslunds favør.
Thorslunds VM-bælter hos både WBO og WBC var på højkant.
Men med sin sejr nummer 23 i lige så mange kampe forblev bælterne på danske hænder efter ti omgange.
Mens den danske bokser blev hyldet fra hallen blev hendes højre hånd hævet mod lamperne, og dermed endte det, der var blevet beskrevet som danskerens sidste boksekamp på dansk grund, uden store dramaer.
Vil gerne 'smadre' Sarah Mahfoud
Efter opgøret var den danske bokser, som altså stadig har sine to VM-bælter at pryde sig med, ikke sen til at rose sin japanske modstand.
Selv om Thorslund fik sendt kaskader af slag afsted, så nægtede Terumi Nuki af bøje sig, og det giver respekt hos danskeren.
- Hun gør alt, hvad hun kan. Jeg læser det godt, men hun var en hård negl, for jeg ramte hende satme hårdt. Hun var en meget værdig modstander, og hun åd virkelig mange slag bedre, end jeg har set andre gøre for, siger Dina Thorslund.
Det er dog svært at blive klog på, hvad der skal ske nu for den danske bokser.
Kunne hun selv vælge, så gik hun på jagt efter de to manglende VM-bælter, men den mission virker usandsynlig, som bokselandskabet ser ud.
- Hvis jeg selv kunne bestemme, så ville jeg tage dem og slutte som den bedste. Jeg kunne ønske mig mange ting, måske at gå en vægtklasse op, men det tror jeg heller ikke, kan lade sig gøre, siger Dina Thorslund.
Der er dog en mulighed, som mange danske boksefans har sukket efter i årevis, som kunne være interessant for Dina Thorslund.
Og den bemærkning blev leveret med et grin til hallens store fornøjelse.
- Det kunne være sjovt at få lov til at smadre Sarah Mahfoud som det sidste, siger Dina Thorslund.