Positiv dopingprøve får bokser til at sagsøge modstander for vold

Den tidligere bokseverdensmester i letvægtsklassen Devin Haney har sagsøgt Ryan Garcia for vold under en boksekamp.

Ryan Garcia vandt boksekampen over den ubesejrede Devin Haney, men blev efterfølgende taget for brug af doping. Nu er Haney gået rettens vej og har anklaget Garcia for vold. (Foto: © Al Bello, Ritzau Scanpix)

Boksning er en voldelig sport. Det ultimative mål er at slå sin modstander i gulvet, til personen ikke kan rejse sig igen. Kan man ikke det, vinder bokseren, der rammer med flest slag.

Det er sportens kerne.

Men kan boksekampen gå fra at være sport til at blive vold?

Det spørgsmål skal retten i New York tage stilling til, efter den tidligere letvægts-verdensmester Devin Haney fredag har sagsøgt en anden bokser, Ryan Garcia, for bedrageri og vold under deres indbyrdes kamp tilbage i april.

I kampen mellem de to amerikanere var Devin Haney, som forsvarende verdensmester og ubesejrede i vægtklassen, den klare favorit til at tage sejren.

Efter 12. og sidste runde var det dog Ryan Garcia, der overraskende kunne løfte sine arme i jubel. Undervejs havde den 26-årige bokser slået Devin Haney i gulvet tre gange.

Ryan Garcia med kongekronen på, der jubler over sin sejr over Devin Haney. (Foto: © Frank Franklin II, Associated Press)

Men resultatet blev sidenhen erklæret ugyldig, da det kom frem, at Garcia var blevet testet positiv for doping både før og efter kampen.

Derfor mener Devin Haney, at han ikke har deltaget i en boksekamp, men i stedet har været udsat for vold, eftersom han på intet tidspunkt havde indvilliget i at deltage i en kamp mod en person, der havde taget et præstationsfremmende midel.

- Slagene fra Garcia var uden samtykke. Devin Haney led fysisk skade, skade på omdømmet, som vil beløbe sig til millioner af dollars, og følelsesmæssig og mentallidelse, står der i søgsmålet ifølge ESPN.

'Jeg bliver sagsøgt for at gøre mit arbejde'

Søgsmålet mod Ryan Garcia er den seneste krølle i sagen mellem de to boksere.

Allerede forud for kampen gik det galt, da Ryan Garcia vejede 3,2 pund over den aftalte vægt på 140 pund. Noget som Garcia har indrømmet var med vilje for at få en konkurrencemæssigfordel.

Devin Haney accepterede alligevel at kæmpe mod Garcia på betingelse af, at hans titel som verdensmester ikke var på spil.

Devin Haney blev slået i gulvet tre gange i løbet af kampen af Ryan Garcia. (Foto: © Frank Franklin II, Associated Press)

Sidenhen blev Garcia testet positiv for det præstationsfremmende stof ostarin ad to omgange. Bokseren nægtede dog at have indtaget stoffet med vilje, men valgte i sidste ende at indgå et forlig med New Yorks Atletiske Kommission, som betød, at han fik et års karantæne fra boksning.

Men, at der var tale om vold i bokseringen, er Ryan Garcia dog langtfra enig i.

- Jeg bliver sagsøgt for at gøre mit arbejde, skriver bokseren på sin Instagram-profil ifølge Sports Illustrated.

- Familien Haney burde være kommet videre fra denne kamp. I stedet vil de have en retssag. De vinder ikke den kamp. Det er en handling af desperation, skriver Garcia.

Det var ikke vold

Formanden i Dansk Professionel Bokse-Forbund, Jesper D. Jensen, har fulgt med i sagen, som han har svært ved at vurdere, hvor ender.

Der er ingen tvivl om, at doping er snyd, siger bokseformanden. Samtidig mener han dog, at det er en stor overreaktion, når Devin Haney anklager Ryan Garcia for vold.

- I en boksering er der nogle regler for, hvordan man må slå, og hvordan man ikke må slå. Er man oppe i ringen, kæmper efter reglerne og taber på point, er det lidt ude af proportioner at lægge sag an for vold, selvom der er doping involveret, siger Jesper D. Jensen.

- Det er nok at tude lidt for meget. Nederlaget er jo slettet fra rekordlisten, så Haney er stadig ubesejret. Derfor har han jo fået en form for retfærdighed.

Formanden Dansk Professionelt Bokse-Forbund, Jesper D. Jensen, er selv tidligere bokser. Han er tidligere europamester i fluevægt. (Foto: © Bent K Rasmussen, Scanpix Danmark)

Jesper D. Jensen køber Haneys argumentation om, at han ikke havde accepteret at kæmpe mod en dopet bokser. Derfor er det også fair, at han anklager Ryan Garcia for snyd. Det betyder dog ikke, at der har været tale om vold.

- Hvis man anklager nogen for vold i en boksering, skal man ikke gå op i en boksering. Så skal man finde en anden sport, siger Jesper D. Jensen.