For landsholdsbokseren Ilias Warraich var ansvar ikke noget, der kom snigende.
Det var noget han selv aktivt greb ud efter.
I en alder af bare 16 år valgte han nemlig at flå støttehjulene af og flytte alene tilbage til barndomsbydelen Vollsmose uden sin familie for at forfølge sine drømme i bokseringen. Lørdag aften kulminerer det valg med karrierens første seniorkamp, når Danmark møder Finland.
- Jeg drømmer om at nå toppen indenfor amatørboksning og vinde OL-guld, lyder det selvtillidsfyldt fra nu 18-årige Ilias Warraich.
Hårdtslående ambitioner. Helt bestemt.
Men når man som Ilias Warraich kommer fra Vollsmose, et område mere kendt for ballade end boksesucceser, kunne tingene let være gået i en anden retning, erkender han.
- Mange af mine venner fra dengang begyndte at tage til fester, drikke og ryge og sælge hash, men jeg havde min boksning og stod fast. Jeg havde et mål om at nå toppen, siger Ilias Warraich.
- Hvis jeg ikke havde haft boksning, var jeg sandsynligvis endt i problemer, siger letweltervægteren, der i dag er flyttet til København, hvor han bokser for Herlev Boxing.
I videoen øverst i artiklen kan du komme tæt på boksetalentet Ilias Warraich, der sammen med Danmarks landshold lørdag aften møder Finland i Vejle. Du kan se stævnet direkte på DRTV fra 18.55.