På en martsaften i New York i 1983 skete det utænkelige.
I en sydende Madison Square Garden med mere end 20.000 ellevilde boksefans på lægterne blev der vendt op og ned på aftenens menu.
Hvad der blot skulle have været en let og forudsigelig appetizer til den egentlige hovedkamp, er i dag det opgør, man mere end 36 år efter stadig husker. Husker med gru.
For den aften i New York blev én af boksehistoriens - ja, måske hele sportshistoriens - største ugerninger begået, da den dengang 21-årige Billy Collins Jr. skulle gå ti omgange mod den syv år ældre Luis Resto.
På papiret var det ikke en kamp, som så jævnbyrdig ud. Billy Collins Jr. - med kaldenavnet Ray - var den fremadstormende komet med 14 sejre og ingen nederlag i sin gryende karriere.
Luis Resto derimod var den bløde mellemvare. 19 sejre, syv nederlag og tre uafgjorte kampe. En erfaren bokser, hvis stærkeste våben var hans evne til at tage imod tæv, og som derfor skulle være den perfekte trædesten for unge Billy Collins Jr. i jagten på langt større triumfer.
Men sådan skulle det ikke gå.
Old school boksning
I minutterne frem til kampstart talte de amerikanske kommentatorer begejstrede om udsigten til en kamp, som var “old time Madison Square Garden” værdig. En nostalgisk forventning om, at to modige og offensive boksere ville gøre alt for ikke bare at vinde opgøret, men også publikums gunst.
Og knap var kampen i gang, før det på amerikansk tv lød: “You see right away… they came to fight”.
Men hvad ingen publikummer, ingen tv-seere, ingen kommentatorer vidste var, at de skulle blive vidne til et regulært overgreb. En kontroversiel kamp som 25 år senere skulle blive genstand for en dokumentar med den umiskendelige titel: “Et overfald i ringen” (“Assault in the ring”).
Efterhånden som kampen skred frem, blev det gradvist tydeligere, at én af bokserne blev hårdere mærket af de ellers skiftende slagserier.
Billy Collins Jr. begyndte at se mere og mere hærget ud. Han lignede ikke en mand, som rent boksemæssigt var overmatchet. Men hans ansigt fortalte historien om en mand, som var ved at få faretruende tæv.
De forbandede handsker
I kampens tiende og sidste omgang var Billy Collins Jr. ikke til at kende længere. Og da gong gong’en lød, havde den unge bokser ikke andet at gøre end at søge mod eget ringhjørne, pleje sine skader og afvente sit nederlag.
Luis Resto blev da ganske vist også i første omgang udråbt som vinder, men før han nåede at juble over sejren, skrånede han over kanvassen for at vise sportsmanship. Han sagde tak for kampen, omfavnede den svært medtagede Collins og ville ellers søge mod sin egen lejr igen.
Men i Collins Jr.s ringhjørne stod en mand, som ikke kunne forstå, hvordan Restos slag havde forvoldt så stor skade. Manden var selv tidligere bokser. Han kendte til at stå i ringen. Vidste, hvordan det føltes at blive ramt gentagne gange af en modstanders handske. Billy Collins Sr. hed han og var far til aftenens umiddelbare taber.
Han ville også sige tak for kampen til sin søns banemand, men man kunne se, at han havde en dagsorden. Billy Collins Sr. greb fat om Luis Restos handsker. Han trykkede i dem. Undersøgte dem med både øjne og hænder.
- Hey - al polstringen er ude af de forbandede handsker, udbrød han med lige dele desperation og overbevisning i stemmen. Og man kan se på tv-billederne, at Luis Resto fik travlt med at komme væk.
Kampens dommere og officials blev mistænksomme, og i timerne efter opgøret blev handskerne konfiskeret. Godt to uger efter dramaet i New York kunne en kommission afsløre, at Billy Collins Sr. havde ret: Luis Resto havde gennem 10 runder tævet løs på sin modstander med handsker uden polstring.
10 runder, hvor Billy Collins Jr. måtte modtage slag af nærmest bare næver. Eller det skulle vise sig at være endnu værre. For i 2008 indrømmede Luis Resto, at ikke bare var polstringen fjernet: Hans træner - Carlos ‘Panama’ Lewis - havde også svøbt Restos hænder i gips.
"Kampen dræbte Ray"
Genser man kampen i dag, er lyden fra hvert eneste af Luis Restos slag på Billy Collins Jr. ubærligt. Slagene fik uoverskuelige konsekvenser for Collins Jr. Han smadrede iris i sit ene øje og fik aldrig sit normale syn tilbage.
Og blot ni måneder efter kampen omkom Billy Collins Jr. i en trafikulykke. Dybt alkoholiseret og deprimeret.
Han var søn af arbejderklassen og havde aldrig drømt om andet end det store boksegennembrud. Men da den drøm blev slukket, havde Billy Collins Jr. svært ved at finde fodfæste igen.
Både Luis Resto og ‘Panama’ Lewis nægtede begge i flere årtier ethvert kendskab til nogle former for snyd. De fik dog begge fængselsstraffe og afsonede hver i 2,5 år.
Men Luis Resto endte med at indrømme det ubegribelige trick, som han og hans team havde benyttet sig af i jagten på at stå med armene hævet i Madison Square Garden. Og han har prøvet at få ‘Panama’ Lewis til at nå samme erkendelse. Uden held.
Billy Collins Sr. døde i 2018. 80 år gammel. Og med bitterhed i hjertet. Han kom sig aldrig over sin søns skæbne.
Til det amerikanske sportsmagasin Sports Illustrated nåede han at udtale sig:
- Kampen dræbte Ray. Det kan godt være, at han ikke døde den aften. Men han var så godt som død.
Artiklen er skrevet på baggrund af:
Bare Knuckles fra Sports Illustrated
Cruelest punches follow fighter’s final ring loss fra New York Times
Dokumentaren “Assault in the ring” fra HBO