Danmarks to bedste boksere vil mødes i ringen: ’Lad os få lavet den kamp’

Dina Thorslund og Sarah Mahfoud vil i kamp mod hinanden, men uenigheder om kontrakten forsinker en aftale.

De to danske topboksere Dina Thorslund og Sarah Mahfoud har fået tilbudt en kamp mod hinanden af boksepromoteren Team Sauerland. (Foto: © Lars Poulsen og Claus Bonnerup© Ritzau Scanpix. Grafik: Maria Eriksen Volthers)

En af de største kampe i nyere dansk boksehistorie kan være under opsejling.

Dina Thorslund og Sarah Mahfoud, som begge bærer rundt på VM-bælter, har i flere år været de to største navne i dansk kvindeboksning. Derfor har rygterne om et muligt stjernemøde mellem de to også længe svirret. Og nu er der et konkret tilbud på bordet.

Tidligere på året brød Dina Thorslund sit samarbejde med den tyske boksepromotor Team Sauerland. Inden parterne gik hvert til sit, sikrede Team Sauerland sig dog en option på netop kampen mellem Dina Thorslund og Sarah Mahfoud, som betyder, at Thorslund i en tidsbestemt periode ikke kan møde Mahfoud uden at have Team Sauerland med som arrangør. En option, promotoren nu forsøger at omsætte til virkelighed. Dina Thorslund og Sarah Mahfoud har fået tilbud om et topbrag.

- Jeg har takket ja. Jeg er klar, når vi kan komme i gang igen efter corona. Jeg ville være klar på lørdag, hvis det skulle være. Jeg siger ja, nærmest uanset hvilke betingelser de kommer med. Det er en åben invitation. Lad os få lavet den kamp, siger Dina Thorslund, som har været WBO-verdensmester i super-bantamvægt siden 2018.

- Jeg har to mål lige nu: Jeg vil gerne have samlet de fire store VM-titler, og så vil jeg gerne have en kamp mod Sarah Mahfoud. Det vil være en underholdende kamp, som vil kunne skabe noget hype og positiv opmærksomhed om dansk kvindeboksning. Det er en megaspændende kamp for begge parter. Men indtil videre har vi ikke fået ja fra Sarah.

Både Dina Thorslund (tv.) og Sarah Mahfoud er ubesejret i deres professionelle karrierer. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Dansk topbrag kræver dansk promotor

Sarah Mahfoud bekræfter over for DR Sporten, at hun ikke har takket ja til Team Sauerlands tilbud. Men det er ikke, fordi hun ikke er klar på kampen. Det er hun, understreger hun. Men hun foretrækker, at det bliver hendes egen promotor, Mogens Palle, som arrangerer kampen i stedet for Team Sauerland.

- Jeg vil meget gerne have kampen. Det skal ske. Der har været tale om det længe efterhånden, så det kunne da være superfedt at få den lavet. Og jeg er også overbevist om, at den bliver til noget. Spørgsmålet er bare hvordan rent praktisk. Jeg synes, det vil være på sin plads, at det er Mogens som dansk promotor, der laver kampen mellem to store danske boksere, siger Sarah Mahfoud, som tidligere i år blev IBF-interim-verdensmester i fjervægt.

- Og jeg føler også, at jeg skylder Mogens, at han bliver en del af det her. Han har fået mig derhen, hvor jeg er i dag. Så planen er, at Mogens vender tilbage med et nyt tilbud til Dina og Team Sauerland, og det synes jeg da, at de skal sige ja til, så vi kan få den kamp.

Sarah Mahfoud siger dog til DR Sporten, at selvom hun meget gerne vil have kampen mod Dina Thorslund, så er hun ’ikke desperat efter den’. Der er mange andre spændende udenlandske modstandere, som hun også godt kunne tænke sig at møde.

De to danske boksere har mødt hinanden én gang før. Det var i 2012 i en amatørkamp, længe før de begge vandt VM-bælter. Ifølge Dina Thorslund, som vandt kampen, bør det være tid til en opfølgning.

- Der blev sagt en masse ting frem og tilbage efter den kamp, så der mangler lidt at blive sat et punktum med en professionel kamp. Hun snakker meget om sine verdensmester-ambitioner, og der har jeg det sådan lidt: Måske du skulle prøve at møde mig så?