Boksestjernen Sarah Mahfoud har ét altoverskyggende mål for 2025.
At blive verdensmester igen.
Nu er den hårdtslående dansker strøget til tops på bokseforbundet WBO's verdensrangliste, og vejen er dermed banet for en ny VM-kamp.
Det største skridt mod den prestigefyldte titel bliver at slå nummer to på verdensranglisten, brasilianske Danila Ramos, der besøger Danmark den 29. november til en kamp mod Mahfoud.
- Det er åbningen for det hele, så kampen betyder rigtig meget. Den skal vindes, hvis min plan om at kalde mig verdensmester igen i 2025 skal lykkes, fortæller Sarah Mahfoud til DR Sporten.
Med en duel mellem verdens nummer et og to er der lagt op til en jævnbyrdig affære. Men Sarah Mahfoud har selvtilliden i orden før det store boksebrag.
- Jeg har rigtig gode muligheder, og jeg er da også sikker på, at jeg tager sejren. Ikke for at undervurdere hende, for hun er mega stærk, teknisk dygtig og i god form, siger den tidligere verdensmester.
Sarah Mahfoud mistede sit VM-bælte i fjervægt i 2022, da hun tabte karrierens største kamp til puertoricanske Amanda Serrano.
Lige siden har den 35-årige dansker været opsat på at genvinde titlen.
Drømmescenariet for Mahfoud er at få revanche over Amanda Serrano i en kamp om VM-bæltet i 2025.
- Det ville være det fedeste, uden tvivl. Jeg vil ikke låse mig fast på noget, men det kunne være kæmpestort at få lov til det igen.
Amanda Serrano har lige nu VM-titlen i to forskellige forbund, WBA og WBO.
Hvis Sarah Mahfoud vinder kampen mod brasilianske Danila Ramos den 29. november, er der stor mulighed for at få en VM-kamp næste år. Og det vil betyde utroligt meget for danskeren, hvis hun igen kan kalde sig verdensmester.
- Jeg har brugt så mange år på den her sport, siden jeg var 14 år. Jeg vil gerne slutte det af på en rigtig god måde, og det føler jeg, at en VM-titel vil kunne gøre for mig, siger Mahfoud.
Hun fortæller, at boksekarrieren fortsætter, så længe det er sjovt, men vi kommer ikke til at se hende i bokseringen om fem år.
- Det er en hård sportsgren, der kræver rigtig meget både fysisk og mentalt, og der er også mange andre sjove ting, man kan kaste sig ud i. Så nu går jeg hele vejen igen, og så ved jeg ikke, hvad der skal ske, afslutter hun.