Opdatering: Efter udgivelsen har Sebastian Terteryan trukket saudiarabiske Mohamed Ahmed Al-Sobhi som sin modstander i første kamp. De bokser på lørdag.
Som tvillinger har Sebastian og Nikolai Terteryan altid passet tøj, men ikke længere.
For førstnævnte boksebror er gået to tøjstørrelser op og har taget 17 kilo på siden marts sidste år i håbet om at indfri sin drøm. At kvalificere sig til sommerens OL i Paris ligesom sin tvilling.
- Jeg kan ikke beskrive det fyldestgørende med ord. Det er svært at sige bedre, end at det ville betyde alt, siger Sebastian Terteryan og griner.
Den 22-årige bokser troede dog, at håbet var aflivet, forklarer han anderledes seriøst via en telefonforbindelse fra Thailand.
At han ikke ville få muligheden for at bokse OL-kvalifikationsstævnen i Bangkok, der begynder med en lodtrækning torsdag, fordi han satsede forkert ved at blive forblive i en lavere vægtklasse.
Han troede, at boksekarrieren var forbi.
- Jeg var i knæ og tænkte, at jeg var færdig. Det var hårdt at sluge, for min OL-drøm var meget langt væk, siger Sebastian Terteryan.
Gik for langt ned i vægt og brød sammen
De to talentfulde Terteryan-brødre var længe på kollisionskurs.
Begge boksede i 71 kilo-vægtklassen, men der var blot én dansk plads i hver vægtklasse til legene i Paris.
Derfor besluttede Sebastian Terteryan at gå hele to vægtklasser ned og forsøgte at ramme de 63,5 kilo. Det var han nødsaget til, eftersom der i OL-regi er skåret i antallet af vægtklasser, så man ikke længere kan stille op i vægtklasserne 67 og 75 kilo.
Godt gik det dog aldrig.
I april sidste år gav han op. Det var for hårdt at tvinge kroppen ned i vægt, og på Instagram skrev han, at drømmen var død.
- Da jeg erkendte, at det ikke lykkes, brød jeg sammen. Jeg kan ikke begribe det, for jeg har tænkt, at jeg skulle stå i OL-byen i Paris i 2024, sagde Sebastian Terteryan dengang.
I løbet af en pause fra boksning fik han sulten igen. Han ville forsøge sig med en ellers skrinlagt plan - at kæmpe med "de tunge drenge" i 80 kiloklassen.
Ved at gå ned i vægt ville han selv være den store, stærke bokser, mens han i den tungere vægtklasse konstant er i "livsfare" og kan blive slået ud af de markant større konkurrenter, som han siger.
- Boksning kan ende galt, og jeg ville nødigt blive slået ud, så jeg tog den "sikre" løsning, siger Sebastian Terteryan.
Men han har ombestemt sig og har siden vundet både DM og de nordiske mesterskaber i 80 kilo-vægtklassen.
- Ingen troede på, at jeg kunne ramme 80 kilo. Det lød som volapyk for de fleste, men det gav mig en gnist og tro på, at jeg godt kunne.
Skal kæmpe hårdt for sin chance
Sebastian Terteryan ville ikke gøre noget om, hvis han kunne. Adspurgt om, hvorvidt han fortryder at have "opgivet" sin drøm i den foretrukne vægtklasse til fordel for sin bror, beder han om en tænkepause, inden han svarer nej.
- Det siger jeg, fordi det er gået så suverænt for Nikolai. Han gjorde rent bord og vandt guld ved alle sine turneringer, og jeg kan ikke være bekendt at sige, at jeg kunne have gjort det samme, siger Sebastian Terteryan.
Nikolai Terteryan kvalificerede sig ved at vinde guld ved European Games sidste år, ligesom han vandt World Boxing Cup GB Open tidligere i år.
- Var det ikke lykkedes ham at kvalificere sig, havde det været let at tænke, at jeg måske kunne have gjort det bedre, men når han vinder guld i nogle af verdens stærkeste turneringer, er der ikke noget at indvende, siger Sebastian Terteryan.
Det var længe nok for ham, at hans bror Nikolai skulle med, men nu vil han også selv være en del af den danske OL-delegation.
Sebastian Terteryan fik endnu mere blod på tanden, da han tidligere i maj var i Marseille for at bære den olympiske fakkel det første stykke mod Paris. Skal det lykkes, må han nå semifinalen i Bangkok.
- Jeg er ikke i tvivl om, at jeg skal kæmpe hårdt for det. Det er jo ikke kun sidste chance for mig, men også for de andre atleter. Men jeg tror på mig selv. Jeg kan godt.
- Jeg kan ikke vente med at komme i gang, for jeg vil så gerne stå i Paris sammen med Nikolai.
OL-kvalifikationen i Bangkok varer fra den 21. maj til den 3. juni.