Boksedommer forsvarer sin egen beslutning med kontroversiel beskyldning

Den erfarne boksedommer Tony Weeks kom i weekenden i fokus, da han stoppede storkamp i Las Vegas meget tidligt.

Vergil Ortiz Jr. og dommer Tony Weeks efter sejren over Fredrick Lawson. (Foto: © STEVE MARCUS, Las Vegas Sun)

For boksefans verden over var det en kort fornøjelse, da Vergil Ortiz Jr. og Frederick Lawson i weekenden indtog ringen i syndens by, Las Vegas.

Blot to minutter og 33 sekunder skulle der gå, før kampens dommer, Tony Weeks, måtte gøre sig bred og stoppe kampen, mens slagene haglede ned over Fredrick Lawson.

Men gjorde de nu også det? Mens han brugte ringens ene hjørne til at søge dække, hænderne op, sammenbukket i forsvar, så det ikke ud til, at kaskaden af slag fra Vergil Ortiz Jr. fandt dets mål.

Alligevel blev kampen altså stoppet, Vergil Ortiz Jr. udråbt som vinder, og så tog sagen ellers fart.

Selv kampens vinder undrede sig i ringen, da han blev spurgt ind til sin hurtige sejr.

- Jeg gjorde skade på ham med mit jab, men jeg ramte ham ikke engang særlig hårdt. Jeg beklager (til fans, red.), men jeg er klar til at bokse igen.

At dommer Tony Weeks valgte at stoppe kampen, fik så mange undrende boksefans til tasterne, at han lavede en Facebook-opdatering, som han siden hen har slettet.

Dommeren Tony Weeks' opdatering, som senere blev slettet.

I opdateringen skrev Tony Weeks, at Fredrick Lawson havde en skade i hjernen, som både han og Nevada State Athletic Commision (NSAC), arrangøren af kampen, var bekendt med.

- Hvad offentligten ikke ved, er, at han (Frederik Lawson, red.) op til kampen blev scannet i hjernen, og det viste, at han havde en aneurisme. De lavede testen igen, og den samme aneurisme dukkede op.

- En anden læge blev tilkaldt, gav ham den samme undersøgelse, testen var negativ, og så var han godkendt til at bokse, skrev Tony Weeks.

NSAC afviser

Tony Weeks stoppede derfor, angiveligt, kampen for at beskytte Frederick Lawson, men den udlægning kan de ikke genkende i Golden Boy Promotions, der står bag opgøret.

Organisationen henviser til NSAC, som tirsdag gav deres version af sagen i en skriftlig udtalelse.

- Både sundhed og sikkerhed for de ubevæbnede kombattanter, der konkurrerer i staten, er altafgørende for Nevada State Athletic Commission. Alle deltagere i begivenheden havde gennemført alle lægeundersøgelser.

Sejren var Vergil Ortiz' første i 17 måneder. (Foto: © STEVE MARCUS, Las Vegas Sun)

- Kommissionen og dens administrerende direktør vil fortsætte den igangværende praksis med at gennemgå proceduren både under og efter et event.

Sagen stopper dog ikke her, for selv om NSAC har afvist, at Frederick Lawson, som stadig ikke har udtalt sig efter opgøret, skulle have haft en skade i hovedet, så vil organisationen selv foretage sin egen undersøgelse af omstændighederne.