Danmarks bedste herredouble bestående af Mathias Boe og Carsten Mogensen er overraskede over, at Badminton Danmark har ekskluderet dem fra landsholdet og stoppet al støtte til dem på grund af en verserende sponsorkonflikt.
Mathias Boe og Carsten Mogensen har - ligesom Christinna Pedersen, Kamilla Rytter Juhl og Joachim Fischer - individuelle sponsoraftaler med småkagefirmaet Kjeldsens, og da Badminton Danmark netop har lavet en aftale for landsholdet med en asiatisk konkurrent, Danisa, er der altså opstået en interessekonflikt, fordi spillerne ifølge deres aftaler ikke må reklamere for konkurrerende virksomheder.
Beslutningen om at udelukke dem, stiller de to herrer sig fuldstændig uforstående over for, og de tager til genmæle på Facebook, hvor de skriver, at de har strakt sig langt for at finde en løsning på problemet.
- Som kompensation har vi givet dem en masse tilbud. De kunne finde andre sponsorer til os, vi kunne spille en opvisningsturnering for dem gratis, og vi tilbød dem endda 50.000 kroner. De har afvist alt, og ikke nok med, at de ikke vil have os med til Sudirman Cup, så har de også trukket al støtte til os.
- Hvorfor sådan en ultimativ straf? Vi ved det ikke. Der er ikke nogen vindere ved så ekstrem en handlemåde.
Læs hele deres svar på Facebook
At konflikten med Badminton Danmark gør stort indtryk på Boe og Mogensen lægger de ikke skjul på.
- Vi er alle sammen kede af det lige nu, men vi kan se os selv i øjnene, og vi kommer tilbage endnu stærkere. Ingen spillere fortjener at blive behandlet på den måde, slutter de.