Basketballspillerne fra Golden State Warriors viste sig som det klart stærkeste hold i den første af maksimalt syv finaler i NBA, da Oakland-holdet hjemme tog imod Cleveland Cavaliers.
Golden State vandt kampen med 113-91 efter en kamp, hvor vicemestrene var foran fra første periode.
Begge hold har været suveræne på deres vej til finalen mellem de to seneste sæsoners vindere. Golden State vandt 12 ud af 12 kampe i slutspillet på vejen til finalen, mens Cleveland vandt 12 ud af 13 kampe.
Opgøret var på forhånd udset som den helt store, direkte test af megastjernerne LeBron James fra Cleveland og Kevin Durant fra Golden State.
Det indbyrdes opgør trak Durant sig bedst ud af, da han spillede en drømmekamp. 38 point, otte assister og otte rebounds blev det til for hjemmeholdets mest scorende spiller.
Også holdkammeraten Stephen Curry spillede sig ud og lavede 28 point.
Udbygger rekord
LeBron James blev sit holds mest scorende, da han lavede 28 point. Det blev krydret med 15 rebounds og otte assister.
Golden State har nu vundet 13 kampe i træk i slutspillet. Det er aldrig tidligere sket i NBA.
De to hold har stået over for hinanden de seneste to sæsoner i NBA-finalen.
Sidste år var det LeBron James og Cleveland, der trak det længste strå. Året før var det Golden State og en storspillende Stephen Curry, der vandt mesterskabet.
Næste opgør i finaleserien spilles søndag aften amerikansk tid.
/ritzau/