Ensomme jyder jagter første mesterskab i over 20 år

Torsdag indledes DM-finalerne i kvindernes basketballliga, hvor Aabyhøj møder Falcon.

Aabyhøjs basketballkvinder brugte kun to kampe på at vinde semifinaleserien over BMS Herlev. (Foto: © Foto: Thorbjørn Wangen)

Hvis man driver en jysk basketballklub med ambitioner om at føre sit kvindehold til tops, venter en ensom tilværelse og et tæt forhold til brobizzen.

Det ved Aabyhøj Basketball, der på fjerde år er de eneste ikke-sjællændere i kvindeligaen.

Den geografiske skævvridning har dog ikke forhindret dem i at bane sig vej til DM-finalerne, hvor den aarhusianske forstadsklub torsdag indleder duellen mod de dobbelte mestre, Falcon fra Frederiksberg.

Her står Aabyhøj med muligheden for at blive det første kvindehold uden for Hovedstaden og Nordsjælland til at tage guldet, siden de selv vandt det i 2001.

Udsigten til igen "at vise flaget på højeste plan" gør formand Henrik Pedersen stolt.

- Pladsen i finalerne har stor betydning, fordi vi ligger i Jylland som det eneste hold, og så betyder den også meget for vores ungdomsspillere. Det er vigtigt at have nogle, de unge kan se op til. Det har kæmpe betydning, siger Henrik Pedersen.

(Foto: © Foto: Thorbjørn Wangen)
(Foto: © Foto: Thorbjørn Wangen)

Rollen som kvindeligaens jyske indspark fik Aabyhøj for sig selv i 2020, da Lemvig - på bagkant af en længere satsning og flere bronzemedaljer - trak sig fra ligaen og droslede ned.

- Det har været en københavnersport på kvindesiden i mange, mange år. Vi håber jo lidt, at Horsens kommer med, siger Henrik Pedersen om den østjyske by, som er kendt for sit tophold i herrernes liga.

- Vi er lidt alene herovre i Jylland, siger Henrik Pedersen.

Klubmand med Aabyhøj-blod i årene

Formanden kan godt huske klubbens seneste DM-titel for 23 år siden. Han husker også finalenederlagene i 2009 og 2010.

For Henrik Pedersen er nok det tætteste, vi kommer en fødsel på Aabyhallens gulv.

- Min far var med til at stifte klubben (i 1960'erne, red.), og jeg har været med i bestyrelsen cirka siden år 2000. Jeg har også været træner for både vores elitedamer og -herrer, siger Henrik Pedersen.

Farmand Ove er faktisk stadig i gang og rundede sidste år 60 års engagement i Aabyhøj Basketball. I dag som kasserer.

Henrik Pedersen har haft mange kasketter på i Aabyhøj Basketball. Formanden har selv spillet, trænet herrer, damer og ungdomshold.

Det stopper dog ikke her. Formandens storebror er turneringsleder, to af niecerne optræder på ligaholdet og dermed også i finaleserien. Begge Henrik Pedersens egne piger spiller naturligvis også i Aabyhøj.

- Så der er rigtig, rigtig meget familie, siger klubformanden, som godt ved, at hans hjertebarn går undertippet ind til DM-finalerne.

Falcon er favoritter.

- Men jeg tror godt, at vi kan drille dem, siger Henrik Pedersen.

Første DM-finale mellem Aabyhøj og Falcon spilles fredag aften klokken 19.30.