Nicolai Iversen er efterhånden blevet lidt af et klubikon i Bakken Bears, hvor klubbens anfører har været med til at vinde fem danske mesterskaber.
Men selvom der var sat 37 lys i fødselsdagslagkagen sidst Iversen fyldte år, så har den århusianske basketklub valgt at forlænge kontrakten, så den danske forward også er i klubben i næste sæson.
- Jeg er glad og stolt over at fortsætte endnu en sæson hos Bakken Bears. Basketball hos Bears er mere end bare sport, og hver dag jeg tager til træning og kamp, har jeg det som Peter Pan der flyver til Ønskeøen, siger Nicolai Iversen til klubbens hjemmeside.
Nicolai Iversen, der tidligere har været anfører for det danske landshold i basket, kommer i fremtiden til at få en rolle i klubbens organisation, mens han også fortsætter inde på banen.
Den 37-årige forward mangler kun 34 point for at blive den næstmest scorede spiller i Bakken Bears’ historie. I alt har han lavet 4127 point for Bakken Bears.