VM-truppen er udtaget: En blanding af rutine og potentiale

16 danske spillere er udtaget til VM i badminton, hvor Danmark har en ambition om tre medaljepoint.

Viktor Axelsen er en del af den stærke danske VM-trup. (Foto: © Claus Fisker, Scanpix)

En trup med rutine og potentiale. Sådan beskriver landstræner Kenneth Jonassen samlingen af 16 spillere, som sidst på sommeren skal repræsentere Danmark ved VM i badminton i skotske Glasgow.

- Det er et godt blandet hold af spillere, der har rutine, og spillere som skal over og lære.

- Generelt synes vi, at det er et slagkraftigt hold med både rutinerede og unge spillere, der er masser af potentiale i, siger Kenneth Jonassen.

Målsætningen er at spille om medaljer, og muligheden er sandsynlig i alle rækker lige med undtagelse af damesingle.

- Vi har udtaget de spillere, som, vi tror på, kan opnå vores medaljemålsætning, som er sat i samarbejde med Team Danmark på tre medaljepoint, siger landstræner Jonassen.

En guldmedalje udløser tre medaljepoint, mens sølv og bronze henholdsvis giver to og ét point.

Holdet, der deltager ved VM fra 21. til 27. august, ser ud som følger i sin helhed:

Herresingle: Viktor Axelsen, Jan Ø. Jørgensen og Hans-Kristian Vittinghus.

Damesingle: Line Kjærsfeldt.

Herredouble: Carsten Mogensen/Mathias Boe, Mads Conrad-Petersen/Mads Pieler Kolding og Anders Skaarup/Kim Astrup.

Damedouble: Christinna Pedersen/Kamilla Rytter Juhl og Sara Thygesen/Maiken Fruergaard.

Mixeddouble: Christinna Pedersen/Joachim Fischer og Sara Thygesen/Mathias Christiansen

/ritzau/