Vildt comeback: Carsten Mogensen er tilbage med sejr

Carsten Mogensen og Mathias Boe er tilbage efter Mogensens hjerneblødning.

Mathias Boe og Carsten Mogensen vandt i deres comebackkamp, efter at Mogensen i februar blev ramt af en hjerneblødning. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Carsten Mogensen er i fuld gang med at skabe en af årets bedste sportshistorier. For tre måneder siden blev han ramt af en hjerneblødning, og i dag var han tilbage på badmintonbanen. Ikke bare træningsbanen eller i en kamp i de lavere rækker.

Nej, Carsten Mogensen gjorde comeback ved en af de allerstørste turneringer: Super Series-turneringen Indonesia Open. Og han vandt sammen med Mathias Boe i to sæt over et kinesisk par, der ligger nummer ti i verden.

Danskerne, der ligger nummer otte i verden, tog første sæt med 21-16, og i andet sæt var de faktisk foran med 15-11, inden de kinesiske modstandere sikrede en række sætbolde. Dem overvandt Boe og Mogensen, ligesom Mogensen overvandt hjerneblødningen, og så endte andet sæt med 22-20.

https://twitter.com/EuropeBEC/status/737979612786003969

Dansk OL-duel i kvartfinalen

Kampen var første runde ved Indonesia Open, og det tog danskerne 38 minutter at vinde opgøret. Dermed er der en mulighed for, at Boe og Mogensen i fredagens kvartfinale kan støde ind i det andet danske top-par, Mads Conrad og Mads Kolding.

Sådan et opgør vil især være interessant, fordi et af de to par skal repræsentere Danmark ved OL. Nationspladsen er sikret af Boe og Mogensen, men på grund af Carsten Mogensens hjerneblødning er der tvivl om, hvor vidt han kan nå at blive konkurrenceklar inden legene i august.

I løbet af den næste måned skal Badminton Danmark beslutte hvilket af de to par, man vil satse på ved OL. Her vil en direkte duel naturligvis være interessant, fordi de så kan måles op imod hinanden - selvom resultaterne ved Indonesia Open er altafgørende. Conrad og Kolding har spillet et fantastisk forår, mens Boe og Mogensen tidligere har leveret stakkevis af gode resultater.

Et imponerende resultat har de også leveret med comeback-sejren. For i forvejen kom Mogensens tilbage til badmintonbanen langt før forventet og håbet, men nu understreger onsdagens sejr, at han har gang i noget helt særligt. Og med det in mente, så kan han sikkert også være helt klar til OL.

https://twitter.com/mathiasboe/status/736479716656488448

Det så godt ud for Boe og Mogensen allerede da de sad i flyveren på vej mod comeback-turneringen.