Viktor Axelsen flytter til Dubai: 'Vi smækker ikke med døren, men han mister noget support'

Badmintonstjernen rykker sin daglige træning til Dubai, og det møder respekt - men også ærgrelse hos Badminton Danmark.

Viktor Axelsen vandt OL-guld efter en finalesejr over Chen Long fra Kina. (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

Han har fyldt soveværelset med kaktusser i jagten på det optimale sovemiljø, nøje vejet sine riskorn og båret kobbersmykker, der skulle have den effekt, at blodet bedre kunne løbe rundt i kroppen.

Viktor Axelsen har altid søgt muligheder for at kunne optimere sit spil, og det seneste tydelige resultat er guldmedaljen ved OL i Tokyo.

Næste skridt i udviklingen fører den 27-årige badmintonspiller og hans familie til Dubai.

Det er blandt andet bedre træningsforhold og adgang til eksperter, der får Axelsen til at rykke til De Forende Arabiske Emirater.

- Det tænder mig helt vildt. Jeg har jo altid optimeret, og hér har jeg fri leg til at gøre alle de ting, som jeg altid har ønsket mig. Jeg er dybt taknemmelig for al hjælpen og for det træningsmiljø, som jeg har været en del af i elitecentret i Brøndby, men jeg har også været derude, siden jeg var 16 år gammel, siger Viktor Axelsen til Jyllands-Posten.

Hos Badminton Danmark er man dog kede af, at fjerboldstjernen ikke længere vil have sin daglige gang til træning i det Nationale Elite Træningscenter i Brøndby Hallen.

Mulighederne forringes

Badminton Danmark har længe kendt til Viktor Axelsens tanker og planer omkring en mulig flytning til oliestaten. Ifølge Bo Jensen har forbundet ikke forsøgt at tale fynboen fra beslutningen, som i sidste ende var op til Viktor Axelsen selv.

- Han har truffet nogle valg i forhold til sin videre karriere, og det kan vi være ærgerlige over, men det respekterer vi selvfølgelig. Det er ikke noget, der får os til at smække med døren. Vi er kun interesseret i at have et åbent, konstruktivt og frugtbart samarbejde med Viktor Axelsen, forklarer Bo Jensen.

Viktor Axelsen vil fortsat være en del af det danske landshold, ligesom han også stadig kan benytte sig af træningsfaciliteterne i Danmark, når han besøger sit hjemland.

Ifølge Bo Jensen vil der dog være nogle ydelser og support, som OL-guldvinderen ikke længere kan benytte sig af. Direktøren ønsker ikke at gå i detaljer, men som han siger:

- Når man vælger at flytte ud af landet, overtager man også en del af de praktiske forpligtigelser i dagligdagen, forklarer han.

- Det er klart, at når hans daglige træning er i Dubai, er det hans egen opgave at finde træningspartnere, få dem transporteret til Dubai og få dem installeret på et hotel og så videre. Det ligger udenfor vores resortområde og er ikke en del af den service og support, vi yder til Viktor Axelsen eller nogen anden, som måtte vælge at bo i udlandet.

Ifølge Bo Jensen bygger træningsmodellen og miljøet i Brøndby Hallen på, at de danske elitespillere og talenter får mulighed for at spare mod spillere, der er bedre end en selv. Træningsfællesskabet sikrer en kontinuitet i udviklingen af verdensklassespillere, og i den kontekst er det altid ærgerligt, når spillere af den ene eller anden grund vælger at træde ud af centret, mener Bo Jensen.

- Dybest set betyder det, at mulighederne for at give de unge talenter en verdensklassetræning- og sparring risikerer at blive forringet.

- Aktuelt har det ikke den store betydning, men jeg kan godt forstå, hvis nogen af de andre spillere går rundt med en lille ærgrelse og siger øv. Alt andet lige ville det give noget mere til træningsmiljøet, hvis Viktor Axelsen også var en del af det i dagligdagen, siger han.

Respekterer en professionel atlet

Bo Jensen frygter dog ikke, at andre danske badmintonstjerner skulle få samme ide og rykke væk fra Danmark i jagten på bedre træningsfaciliteter.

- Umiddelbart nej, det tænker jeg ikke. Vi ser jo også i andre idrætter, at atleter i kortere eller længere tid vælger at have ophold i udlandet. For nogen kan det være en fordel og for andre ikke. Det handler om den enkelte person.

Kan du forstå beslutningen?

- Jeg har respekt for beslutningen.

Du havde håbet på et andet valg?

- Dybest set havde jeg foretrukket, at Viktor Axelsen var blevet og fortsat havde været en del af det daglige træningsmiljø her i Brøndby. Det giver sig selv. Kan jeg forstå beslutningen? Det ved jeg ikke. Det kræver, at jeg har et større indblik i nogle af de nuancer og argumenter, som har fået ham til at tage beslutningen, siger Bo Jensen.

Kan vise sig at være en gevinst

Den tidligere landstræner Steen Schleicher Pedersen har også fulgt med i dagens helt store sportshistorie - en historie, der også har fyldt meget på de sociale medier, hvor mange danskere har ytret sig.

Den forhenværende danske landstræner er dog en af dem, der godt kan forstå Viktor Axelsens beslutning. For ifølge ham er denne søgen efter nye veje og målsætninger en naturlig reaktion ovenpå OL-guldet.

Når man som atlet opnår det, som for de fleste er det største, opstår der et vakuum, hvor man skal finde ud af, hvad der så skal ske.

Viktor Axelsen og Anders Antonsen trænede sammen på det Nationale Elite Træningscenter i Brøndby Hallen. At førstnævnte ikke længere vil have sin daglige gang i faciliteterne, kan vise sig som en gevinst for nye talenter, mener Steen Schleicher Pedersen. (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

Steen Schleicher Pedersen, der i dag er badmintonkommentator og træner for Team Skælskør, forventer ikke, at beslutningen vil få konsekvenser for dansk badminton, så længe det blot er Axelsen, som rykker fra Danmark.

- Det kan dog blive en anderledes situation, hvis nu Anders Antonsen synes, det er rart i Dubai og føler, at det kunne være bedre at træne med Axelsen end Hans-Kristian Vittinghus. Så mangler vi pludseligt to af de bedste spillere, og så kan det påvirke situationen lidt.

- Men der vil igen være andre, som får opmærksomheden fra trænerne, og det er jo heller ikke sådan, at vi aldrig ser Viktor Axelsen til træning i Danmark, siger han.

Tidligere har spillere som Morten Frost, Poul-Erik Høyer og Thomas Stuer Lauridsen valgt at flytte til England, og dengang stak nye talenter hovedet frem, fortæller Steen Schleicher Pedersen.

Derfor kan Viktor Axelsens exit vise sig at være en fordel.

- Da Morten Frost flyttede til England, var han ubetinget Danmarks bedste. Da han så ikke var der længere, var der ikke én til at banke de andre danskere i hovedet til træning. Jeg ved, at Viktor Axelsen også er god til træning, og når den her person forsvinder, kommer der en anden selvtillid og tro på tingene, fortæller Steen Schleicher Pedersen.