Viktor Axelsen dropper All England efter operation

All England bliver spillet uden den danske verdensmester, der efter en operation ikke når at blive klar.

Verdensmester Viktor Axelsen er blevet opereret i sin ene ankel og bliver ikke klar til All England. (Foto: © Torben Christensen /Scanpix, Foto: Bo Amstrup/Scanpix 2012)

Pilen har længe peget i retning af et afbud, og fredag blev det så bekræftet, at Viktor Axelsen ikke stiller op ved All England i badminton.

Den danske verdensmester er netop blevet opereret i sin ene ankel, og han når ikke at blive klar til den prestigefulde turnering, skriver Badminton Danmark i en pressemeddelelse.

- Det er for stor en risiko at spille All England. Jeg fik at vide efter operationen, at det ville være usikkert, om jeg kunne nå at blive kampklar, og nu står det klart, at det ikke bliver muligt.

- Det er selvfølgelig et stort slag at få, for det var mit store mål i år, men jeg har mange år endnu og vil få flere chancer.

- Nu kan jeg få lagt noget fysik på min krop og bruge tiden godt i træningshallen, men lige meget hvordan man vender og drejer det, så er det selvfølgelig irriterende, siger Viktor Axelsen i meddelelsen.

All England spilles i Birmingham fra 14. marts.

/ritzau/