'Vi har fået hårde tæsk': Skidt start på VM skuffer dansk landstræner

Efter tre dage ved VM i badminton er ni ud af tolv danske deltagere røget ud.

Anders Antonsen tabte i første runde til japanske Kenta Nishimoto i to sæt. Kun Viktor Axelsen er tilbage af de danske herresinglespillere. (Foto: © Kimimasa Mayama, Ritzau Scanpix)

Danmark har fået 'hårde tæsk' i Japan.

Landstræner Kenneth Jonassen er ganske klar i sin udmelding, når han skal gøre status på de første tre dage af VM i badminton.

Seedede spillere som Anders Antonsen og Mia Blichfeldt er blandt de ni ud af tolv danske singler eller doubler, som er røget ud i første eller anden runde i Tokyo. Og der har været nederlag, der har gjort ondt, erkender landstræneren.

- Der er ingen tvivl om, at vi selvfølgelig havde drømt om flere spillere med blandt de sidste 16 ved VM. På den måde er vi på nuværende tidspunkt skuffede, siger Kenneth Jonassen til DR Sporten.

Tilbage i turneringen er guldfavoritten i herresingle, Viktor Axelsen, samt herredoublen med Jeppe Bay og Lasse Mølhede og damedoublen bestående af Maiken Fruergaard og Sara Thygesen.

Kenneth Jonassen understreger, at det er vigtigt at vurdere de danskere spillere hver for sig og ikke skære delegationen over én kam.

- Når det ikke lykkes, er vi frustrerede og irriterede, men vi kan godt acceptere det, fordi vi forstår, at processen ikke har været som håbet, siger han og henviser til Anders Antonsen og Rasmus Gemke, der begge har kæmpe med skader i forberedelserne til VM, fortæller han.

Rasmus Gemke tabte i to sæt til VM-sølvvinderen fra 2018 kinesiske Shi Yu Qi i anden runde ved VM. (Foto: © Franck Robichon, Ritzau Scanpix)

Landstræneren ønsker ikke at sætte ord på, hvad der er gået galt, da det bliver for unuanceret, siger han.

Vinder én af de tre tilbageværende danske VM-repræsentanter metal, bør vi være stolte, lyder det.

- En gang imellem har folk urealistiske forventninger på vegne af dansk badminton. Når man spiller VM i Asien, kommer vi ikke hjem med den store medaljehøst hver gang. Vi kan stadig gøre en forskel ved dette VM, selv om det selvfølgelig bliver sværere med færre skud i bøssen, påpeger Kenneth Jonassen.

DR Sporten spurgte også landstræneren om, hvad der skal forbedres.

Det ønsker Kenneth Jonassen ikke at svare på og henviser til Jens Meibom, elite- og sportschef i Badminton Danmark.

Jens Meibom ønsker dog først at stille op til interview efter VM, fortæller forbundet.

EM blev ikke som håbet

Den skuffende VM-start følger i kølvandet på EM i maj i Madrid, hvor Danmark rejste hjem med en guldmedalje, en sølvmedalje og fire bronzemedaljer, hvilket gav ni medaljepoint i alt.

Dermed formåede den danske delegation ikke at indfri sin egen minimumsmålsætning om at tage ti medaljepoint, og det var et uacceptabelt udbytte af europamesterskabet, hvor Danmark har for vane at være en dominerende nation.

Viktor Axelsen vandt som den eneste dansker guld ved EM i år. Ved VM møder han Sitthikom Thammasin fra Thailand i kampen om en kvartfinaleplads. (Foto: © Franck Robichon, Ritzau Scanpix)

Sådan lød det fra Badminton Danmarks elite- og sportschef, Jens Meibom, i en pressemeddelelse i maj.

- Det er ikke godt nok, at vi ikke formåede at opfylde vores acceptable målsætning, selv om vi ikke var afsted med et fuldt hold og havde afbud fra potentielle medaljetagere, sagde han.

- Der var nogle, vi havde forventet mere fra, og trods afbud skal vi stadig være i stand til at leve op til vores acceptable målsætning. Derfor er vi ikke tilfredse med det samlede resultat ved dette års EM, lød det i maj fra elitechefen.

Og det bør Danmark heller ikke være ved dette VM - i hvert fald med de danske spilleres fysiske præstation på banen, hvor det har været svært at spille op med modstanderne. Det mener Steen Schleicher Pedersen, der fra 2001 til 2009 var dansk landstræner.

Han er i Tokyo for at kommentere VM for firmaet Infront Sports, der står for medieproduktionen af slutrunden.

- Modstanderne har spillet hurtigere, været stærkere eller haft bedre skudkvalitet og tekniske evner. Det gør måske ondt for nogen at høre, men det er det, det handler om, hvis man skal male med den brede pensel, siger Steen Schleicher Pedersen til DR Sporten.

Han har svært ved at pege på en konkret løsning, der kan forbedre den danske succesrate til de store mesterskaber, men Steen Schleicher Pedersen understreger, at der er flere danske spillere med potentiale til at vinde medaljer ved de store mesterskaber.

- Anders Antonsen har vist, at han kan vinde turneringer, når han er i god form, Rasmus Gemke er i top-20 i verden, og vi har set godt spil fra Mia Blichfeldt og Line Christoffersen, siger den tidligere danske landstræner.

Men faktum er, at alle fire er ude af VM.

Torsdag tager de tilbageværende danskere, damedoublen, herredoublen og Viktor Axelsen, hul på tredje runde, hvor en plads i kvartfinalen er på spil.