Fra 2018 kommer der en ny struktur på verdens største badmintonturneringer, når Super Series-formatet skifter navn og justeres med flere turneringer og langt større præmiepenge.
Dermed bliver der mulighed for at hive større checks med hjem fra badmintonhallerne, men fremtidens stjerner og de øvrige spillere, der ligger lige uden for den absolutte verdenstop, får svært ved at få del i pengene.
Som led i den nye struktur sløjfes kvalifikationsrunderne til de største turneringer. Dermed ryger muligheden for deltagelse for de spillere, der ikke automatisk er kvalificeret via verdensranglisten.
- Det vil være meget svært for spillerne lige under top-25 at få point nok til at komme op i den absolutte top, siger Bo Jensen, direktør i Badminton Danmark.
Vittinghus glad, men også bekymret for talentmassen
Hans-Kristian Vittinghus er nummer 13 på verdensranglisten i herresingle og dermed en del af den absolutte top.
Han ser frem til at spille om større pengepræmier, og personligt er det attraktivt for ham, at han får lettere ved at holde sin plads i den sjove ende af ranglisten.
Men han opfordrer BWF til at finde på en løsning, så ikke det ender som en eksklusiv klub for de samme spillere.
- Det bliver sværere at komme ind i toppen, men når man først er i top-30, så bliver det nemmere at holde sig deroppe, fordi man får flere muligheder for at score de store point.
- Det er da i hvert fald en udfordring, BWF bliver nødt til at tage seriøst. For det skal selvfølgelig ikke være sådan, at der ikke bliver nogen udskiftning, siger Vittinghus.
Fordele og ulemper ved ny struktur
Han ser derudover både fordele og ulemper ved den nye model, hvor der vil være 15 turneringer plus en sæsonfinale mod de nuværende 12 turneringer plus sæsonfinale.
- Det positive i det er, at der må være flere turneringer, som har interesse i at komme op på Super Series-niveau, siger Vittinghus.
- Der må være flere turneringer, som tror på, at de kan levere det niveau i turneringerne, der skal til både organisatorisk og økonomisk. Så det er et sundhedstegn for sporten, synes jeg.
- Der, hvor jeg er lidt bekymret, er, at jeg egentlig synes, at vores kalender er rigeligt presset i forvejen. Det kan godt være svært at presse flere Super Series-turneringer ind, vurderer han.
/ritzau/