Torsdag trak Christinna Pedersen sig fra DM i badminton grundet sygdom. Fredag tvang en skade så Viktor Axelsen ud af turneringen, og lørdag må endnu en profil sige stop ved Danmarksmesterskabet i Aarhus.
Således pådrog Hans-Kristian Vittinghus sig i går en lårskade undervejs i kvartfinalesejren over Rasmus Messerschmidt, og i dag må Vittinghus så sande, at det ikke bliver til noget semifinalebrag mod Jan Ø. Jørgensen.
- Jeg har markant mere ondt i dag, end jeg havde i går, desværre. Jeg har problemer med bare at bukke og strække benet. Jeg kan ikke engang gå uden at have ondt, og så kan jeg heller ikke hoppe rundt inde på banen.
- Jeg håber ikke, at det er værre, end at musklen er godt øm og at det drejer sig om nogle dage, men jeg kunne godt frygte, at det er en fiber, siger Hans-Kristian Vittinghus til DR Sporten.
I dagens anden semifinale i herrernes singleturnering mødes Anders Antonsen og David Kim Kristensen.