Nedtrykt Mia Blichfeldt forsøger at se fremad: ’Men det gør bare så ondt’

Badmintonspilleren er ked af sit kvartfinale-nederlag ved VM, men understreger også, at hun har lært meget af kampen. 

Mia Blichfeldt var ærgerlig over sin nedtur i VM-kvartfinalen. (Foto: © Vincent kessler, Scanpix)

Den danske badmintonspiller Mia Blichfeldt stod fredag aften i sin første VM-kvartfinale og var seks bolde fra at booke en semifinale-billet - og dermed sin første VM-medalje nogensinde.

I det afgørende tredje sæt mod kinesiske Chen Yufei førte danskeren 15-12.

Men så gik Blichfeldt fuldstændig kold, tabte de næste ni bolde og dermed også kampen med cifrene 17-21, 21-18 og 15-21.

En nedtur og et nederlag som gjorde ondt på den 22-årige spiller.

- Jeg er så mega ærgerlig og er lidt indebrændt over mig selv. Jeg præsterer godt og får virkelig presset hende. Men jeg bliver for ivrig, tager tre-fire dumme beslutninger i træk, og så er hun inde i kampen igen.

- Det gør bare så ondt, når man er så tæt på, at ens drøm går i opfyldelse med en VM- medalje, siger hun.

Har knækket koden

Selvom Mia Blichfeldt med sikkerhed går i seng med en hængende mundvige, så anerkender hun også, at der er en del positive ting at tage med fra fredagens VM-nederlag.

Det at hun præsterede at komme i sin første VM-kvartfinale og var tæt på at lykkes med at komme et skridt længere, er et kvalitetsstempel, som hun værdsætter.

Og så er der også områder i hendes spil under VM, som har overrasket hende positivt.

- Jeg har arbejdet meget med at turde spille duellerne med mine modstandere i stedet for hele tiden at lave mine egne point. Jeg føler på en måde, jeg har knækket koden i forhold til, hvad der skal til for at slå igennem.

Mia Blichfeldt var på vej mod sejren, men kiksede til sidst. (Foto: © FAbrice Coffrini, Scanpix)

- Det har været svært ikke at vide det før. Det føler jeg, at jeg har fundet ud af nu. Og derudover vil sådan en oplevelse og kamp forme mig og gøre mig stærkere. Jeg har brug for denne erfaring for at vide, hvad jeg skal gøre næste gang, siger hun.

Har du fået mere blod på tanden efter den her VM-kvartfinale og hele turneringen?

- Ja, helt sikkert. Jeg føler, jeg har taget et ryk. Og jeg glæder mig allerede til næste turnering.

- Det giver mega selvtillid og meget motivation i hverdagen, når man kan optimere og skrue på nogle knapper, siger hun.