Mogensen efter hjerneblødning: Badminton er mit frirum

Carsten Mogensen nyder at kunne tænke på andet end sin hjerneblødning, når han spiller badminton.

I weekenden vandt badminton-doublen Carsten Mogensen og Mathias Boe guld ved French Open. I sig selv en flot bedrift. Men i februar fik Carsten Mogensen en blødning i hjernen, og det gør sejren i Frankrig endnu større.

- Det er den første store sejr, vi har fået efter vores comeback og mange hårde timers træning. Det er et forløb, som har været præget af en del nedture. Så er det selvfølgelig dejligt at vende tilbage med en stor titel. Selvom vi har prøvet det før, bliver man aldrig træt af at vinde, siger makkeren Mathias Boe i Aftenshowet.

For Carsten Mogensen har sygdomsforløbet i vinter selvfølgelig fyldt meget, og det er stadig en stor del af hans liv og tanker. Men badminton har en positivt effekt på, hvor meget det fylder for Mogensen.

- Det her var ikke en fodvorte, der skulle ises. Det er noget, jeg skal lære at leve med resten af mit liv. Det kan hele tiden poppe op i tankerne, eller noget kan trigge mig. Så jeg tænker rigtig meget på det uden for banen, og at stå inde på banen er mit frirum, og det prøver jeg at nyde. Det er det job, jeg allerhelst vil have i hele verden, så jeg kobler bare fra derinde på banen, siger Carsten Mogensen.

Næste opgave for Mathias Boe og Carsten Mogensen er China Open i midten af november.