Det skrider fremad for Carsten Mogensen, der i øjeblikket er indlagt på et hospital i russiske Kazan, efter han er blevet opereret for en hjerneblødning.
Den danske badmintonstjernes operation gik godt, men han skal stadig gennem nogle tests for at følge udviklingen. Indtil videre går alt efter planen, beretter Mogensens doublemakker Mathias Boe.
- Jeg så Carsten her til morgen. Han er flyttet fra intensiv afdeling til sit eget værelse. Alt går efter planen. Han er meget træt og sover det meste af tiden, skriver Mathias Boe på doubleparets fælles Facebook-side.
Allerede i gang med genoptræning
Carsten Mogensen har et langt forløb foran sig, hvor han skal træne kroppen og hjernen op igen, men den 32-årige dansker har reageret godt, så han er allerede i gang med at få genopbygget.
- Han har startet sin genoptræning i dag, og vi fik ham til at sidde op i nogle sekunder, slutter Mathias Boe i Facebook-opdateringen.
Mathias Boe og Carsten Mogensen var oprindeligt en del af det danske landshold, der deltager ved EM i Kazan i disse dage.
Søndag spiller det danske hold finale, hvor Frankrig er modstanderen.